Indsigt

Region Hovedstaden lancerer podcast for gravide og medforældre

Region Hovedstaden har lanceret en ny podcast, der skal give gravide og deres partnere faglig og tilgængelig information om graviditet og fødsel

Region Hovedstaden lancerer podcast for gravide og medforældre
Foto: Amager og Hvidovre Hospital
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 1. marts 2025

Podcasten, der har fået titlen To Streger, er udviklet som en del af regionens indsats for at styrke informationen til kommende forældre.

Podcasten indeholder ti afsnit, hvor fagfolk som jordemødre og fødselslæger giver indsigt i emner som hjemmefødsler, kejsersnit og fysiske forandringer under graviditeten. Ifølge Region Hovedstaden er podcasten blevet til som svar på efterspørgsler fra borgere og politikere i regionens opgaveudvalg Gravide og medforældre.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) fremhæver, at podcasten skal være med til at besvare de mange spørgsmål, der ofte opstår under en graviditet.

“En positiv graviditetstest er en lykkelig begivenhed, men med en graviditet følger også en masse følelser og endnu flere spørgsmål. Det husker jeg tydeligt, da min kone i sin tid blev gravid. I podcasten deltager en række af regionens dygtige fagfolk og hjælper med svar på nogle af de spørgsmål og den usikkerhed, som man som gravid og vordende familie kan have,” siger han.

Podcasten skal give mere viden

Jordemoder Eline Anthis, der er en af podcastens værter, understreger, at formatet giver mulighed for at gå i dybden med emner, der ofte kræver mere tid, end hvad der er til rådighed under konsultationer.

”De fleste oplever en stor glæde og spænding, når de bliver gravide. Men med graviditeten kan også opstå mange spørgsmål, bekymringer og tanker. Podcasten giver os mulighed for at gå i dybden med emner, som vi ikke altid har den samme tid til i vores konsultationer med den gravide. Derfor er vi glade for at kunne invitere lytteren ind til en snak om eksempelvis hjemmefødsel eller akut kejsersnit og give den gravide muligheden for at få informationen hjemme i sofaen eller på et tidspunkt, hvor det passer bedst,” siger Eline Anthis.

De ti første afsnit af To Streger er tilgængelige på Region Hovedstadens hjemmeside samt på diverse podcastplatforme.

Shein håbede på en vestlig børsnotering – men modstanden kan sende dem til Hong Kong

Læs også: Shein håbede på en vestlig børsnotering – men modstanden kan sende dem til Hong Kong