Hvis du fik 25.000 kr. til at bruge på din karriere, hvad ville du så gøre? Det er det spørgsmål, som 250 tilfældigt udvalgte unge mellem 18-29 år i fire kommuner er blevet spurgt. Fælles er, at de alle har været uden job eller uddannelse i mindst 26 uger, og kommunerne vil give de tilfældigt udvalgte unge mulighed for at disponere over et borgerstyret budget på 25.000 kroner. Pengene skal de unge bruge på at komme tættere på job og uddannelse, og de unge bliver støttet af en sagsbehandler i, hvordan de kan bruge pengene. Det kan fx være til køb af et kørekort, studiebøger, eller en computer, der kan bruges til studiestart.
Projektet har allerede været en succes i Aarhus Kommune, hvor pilotfasen har været evalueret af Lind Foundation.
”Efter gode resultater fra pilotprojektet i Aarhus Kommune udvider vi nu projektet i samarbejde med fire visionære kommuner. Det er et vigtigt strategisk fokus for os at være med til at afprøve nye løsninger på socialområdet og undersøge effekten, så vi kan understøtte offentlig udbredelse af det, der virker. Vi tror på, at varige forandringer opnås gennem medbestemmelse og de unges egen motivation for forandring. Vi ser derfor frem til at undersøge, om Ungebudgetter får flere unge i eller nærmere beskæftigelse eller uddannelse”, udtaler Jens Bruun, CEO i Lind Foundation til Ritzau.
Det er de fire kommuner Esbjerg, Holbæk, Køge og Roskilde, som nu skal undersøge om øget selvbestemmelse også kan motivere unge til forandring i deres kommuner.
”De fleste unge vil allerhelst kunne klare sig selv og komme med i fællesskabet på skolen eller jobbet. Det skal vi hjælpe dem til. Jeg er sikker på, at ansvar og indflydelse for ens egen fremtid er den rigtige vej at gå. Nu har vi en unik mulighed for både afprøve det i praksis og udveksle værdifulde erfaringer med andre kommuner i projektet. Det er virkelig nyskabende at give den enkelte unge en pose penge til at fjerne forhindringer for at komme i uddannelse eller beskæftigelse”, siger Mette Wigand Bode, formand for både Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd og Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune.
Få adgang til vores ugentlige nyhedsbrev, fyldt med artikler, interviews og analyser om alt fra lønforhandlinger til investering. Med medlemskabet får du også digital adgang til Økonomista-magasinet og mulighed for at tilføje det trykte magasin. Deltag i live interviews og redaktionsmøder for at forme indholdet. Optjen indsigt og inspiration til din økonomi hver uge.
Gør kvinder rigere. Bliv medlem og få økonomisk viden direkte i din indbakke.