Indsigt

Piger er bedre til IT end drenge – men de vurderer sig selv lavere

Siden 2018 er danske 8.-klasseelevers digitale kompetencer blevet væsentligt dårligere. Det viser hovedresultaterne fra ICILS 2023, en omfattende international undersøgelse af teknologiforståelse blandt skoleelever verden over. Pigerne klarer sig bedre end drengene, men undervurderer deres egne evner.

Piger er bedre til IT end drenge – men de vurderer sig selv lavere
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 12. november 2024

Overordnet set er der sket en markant forværring i danske elevers IT-kompetencer siden 2018. Det viser en større international undersøgelse, hvor Aarhus Universitet har stået for den danske del af undersøgelsen.

Rapporten fra undersøgelsen dokumenterer, hvordan de unge er blevet markant dårligere både til at navigere i og arbejde med forskellig software, samt til at skelne mellem troværdige og utroværdige kilder på internettet og til at kende forskel på fakta og fake news. 

På trods af dette placerer Danmark sig som nummer tre i den internationale sammenligning (i alt 34 lande). Eleverne i nabolandene Sverige, Norge og Tyskland klarer sig alle dårligere end de danske, mens de dygtigste elever blandt de 134 lande findes i Sydkorea og Tjekkiet.

Rapporten, der er resultatet af forskernes fireårige arbejde med undersøgelsen, belyser niveauet for danske skoleelevers IT-kompetencer. Det mest iøjnefaldende er, at eleverne er blevet dårligere, men den omfattende rapport rummer mange flere resultater og fund.

Undersøgelsen viser blandt andet:

Pigerne er bedre til IT end drengene – men de vurderer sig selv lavere

Undersøgelsen viser et interessant resultat omkring elevernes køn og deres tillid til egne evner. Pigerne undervurderer ofte deres IT-kompetencer, mens drengene har en tendens til at overvurdere deres egne evner. Faktisk viser undersøgelsen, at pigerne generelt klarer sig bedre end drengene. Desuden mener flere drenge end piger, at IT gør verden til et bedre sted. 

Så mange danskere er ok med butikstyveri

Læs også: Så mange danskere er ok med butikstyveri

IT-kompetencer påvirkes af socioøkonomisk baggrund

I den gruppe af elever, der klarer sig dårligst, er der fire gange så mange elever med lav som med høj socioøkonomisk baggrund. Denne forskel har eksisteret siden 2018, men den er nu blevet betydeligt større. Sammenlignet med andre lande i undersøgelsen har Danmark dog færre elever fra lav socioøkonomisk baggrund med de laveste IT-kompetencer.

Skærmtid og læring

Undersøgelsen kaster også lys over, hvor lang tid eleverne bruger foran en computer eller mobilenhed, både i skolen og udenfor. Her angiver næsten halvdelen af eleverne, at de bruger mere end tre timer dagligt uden for skoletiden på andet end skolearbejde på computeren. Hver tiende elev oplyser desuden, at de bruger tre timer eller mere dagligt på IT-aktiviteter, der ikke er relateret til skolearbejde, i skoletiden. Flertallet af eleverne mener samtidig, at folk generelt bruger for meget tid foran en skærm.

Elever og lærere enige om IT i undervisningen

Elevernes lærere er også blevet spurgt om deres erfaringer med IT i undervisningen. Resultaterne viser, at syv ud af ti lærere mener, at IT gør eleverne mere interesserede i at lære. Otte ud af ti elever deler denne opfattelse og synes, at IT gør undervisningen sjovere. Her er der altså enighed mellem undervisere og elever om at IT har en positive effekt i undervisningen.

/ Ritzau

Butiksdøden har også ramt København

Læs også: Butiksdøden har også ramt København