Personlig økonomi

Pengegaver er en god anledning til at tale med dit barn om penge

Pengegaver er en god anledning til at tale med dit barn om penge
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 15. december 2023

Af Mille Skjold Madsen 

 

“Pengegaver er upersonlige”

Det er en holdning, som er delt af mange, men ifølge Anne Juel Jørgensen, børne- og ungechef i Danske Bank og forfatter til bogen “Giv dit barn gode pengevaner”, så behøver pengegaver ikke være en dårlig ting. De kan nemlig være en rigtig god anledning til at få talt med sine børn om penge. 

“Det er vigtigt, at vi taler med vores børn om penge, for undersøgelser siger, at børn som ofte taler om penge med deres forældre har en større pengeforståelse, og det er en fordel, når de selv bliver voksne og dermed ansvarlige for deres egen økonomi,” fortæller Anne Juel Jørgensen. 

 

Pengegaver skaber læring 

En undersøgelse fra Danske Bank i 2021 viser, at 78 % af de 5-12 årige fik pengegaver til jul, fødselsdage og andre højtider, og uanset om børnene får 100 kr. stukket i hånden af Oldemor eller et lidt større beløb i en kuvert under juletræet, så er det vigtigt at tage en snak med sine børn om, hvad pengene skal bruges til. 

Første regel er, at man som forælder ikke må bestemme, hvad pengene skal bruges til. 

“Vi skal huske på, at det er børnenes penge, så vi skal ikke bestemme, hvad de skal bruges på, for det lærer de ikke noget af. Vi skal derimod hjælpe vores børn med at træffe beslutningen og lære at prioritere,” siger Anne Juel Jørgensen.

 

Hun tilføjer, at det selvfølgelig er noget andet, hvis det drejer sig om et meget stort beløb, hvor man skal overveje om pengene skal investeres på en børneopsparing. 

Men drejer det sig om et par hundrede kroner, så anbefaler hun, at man bruger juledagene på at tale om, hvad pengene skal bruges til. I hverdagen kan vi nemt glemme at tale om pengene, fordi de ikke er synlige i den digitale verden, og derfor er de fysiske pengegaver en god anledning til at tage nogle gode pengesnakke med sit barn.  

Det kan være, at der har været noget på ønskesedlen, som man ikke har fået, men nu selv kan købe, måske sparer barnet op til noget større eller det kan også være, at barnet gerne vil bruge nogle af pengene på noget sjovt her og nu – og det er der også en læring i, mener Anne Juel Jørgensen. 

“Det kan også godt være, at de ender med at klatte nogle af pengene væk, men det er der også en læring i, når de et par uger senere står og mangler penge til noget, som er vigtigere. Vi gør dem en bjørnetjeneste ved ikke at lade dem får de her pengeerfaringer selv,” siger Anne Juel Jørgensen, som også understreger vigtigheden af, at pengesnakkene foregår på en hyggelig måde. 

“Vi skal gå til pengesnakkene med en rar tone, og det er også vigtigt at rose og anerkende vores børn, når de gør noget godt.”

 

Forventningsafstem med dit barn 

Pengegaver kan også være en fordel, hvis børn ønsker sig større julegaver, som ikke passer til ens budget, men her det vigtigt at forventningsafstemme med sit barn, hvad det betyder at ønske sig en stor ting til jul. 

“Hvis ønsket er meget over ens budget, så kan det være en god ide at fortælle sit barn inden juleaften, at ønsket ikke kommer til at ligge under træet og tilbyde nogle alternativer. Det kan være, at alle i familien går sammen om gaven, men så er der ikke andet under træet eller at barnet får pengegaver, og så kan de selv spare yderligere op og købe ønsket om et halvt år. Det er også en god måde at finde ud af om ønsket egentlig er reelt og samtidig forklare sit barn, at en ønskeliste ikke er en indkøbsliste, og at man ikke altid kan få alt, hvad man drømmer om,” siger hun og tilføjer, at samtalen selvfølgelig kan være forskellig alt efter om man har teenagere eller mindre børn. 

 

Gør pengegaver personlige 

Det kan også være en god ide at give pengegaver til familiens børn og børnebørn, hvis ønskesedlen ikke indeholder et ønske, som passer til ens budget, og her er der flere ting, man kan gøre for at gøre pengegaven personlig. 

“Selvom vi giver penge, så kan man godt gøre det personligt. Jeg foretrækker selv at give kontanter frem for en overførsel, og så kan man jo skrive et pænt kort til og fortælle, at pengene er et tilskud til en af gaverne på listen. På den måde fortæller man også modtageren, at pengegaven ikke bare er, fordi man havde travlt, men at den faktisk er givet med omtanke,” siger Anne Juel Jørgensen.

Hun giver selv ofte pengegaver til børn, men i år ligger der altså ikke pengegaver under juletræet hjemme hos Anne Juel Jørgensen.“Alle har haft nogle rigtig gode ønsker på ønskelisten, så jeg har faktisk købt alle julegaver i år, men jeg giver selv gerne pengegaver til børn, fordi jeg ved, at det kan lede til gode pengesnakke i familien.”

 

Får du også flere penge mellem hænderne næste år?

Læs også: Får du også flere penge mellem hænderne næste år?

Personlig økonomi

Se flere artikler