Personlig økonomiPenge på vej til pensionister: Største beløb i 10 år
I dag får pensionister med de laveste indtægter den forhøjede ældrecheck på op til 25.700 kroner. Det er den største stigning i over 10 år.
I dag kan omkring 300.000 pensionister med de laveste indtægter se frem til at få penge ind på kontoen. Den årlige ældrecheck udbetales nemlig af Udbetaling Danmark, og i år er beløbet forhøjet markant.
Med en stigning på op til 5.800 kroner vil ældrechecken i 2025 kunne nå helt op på 25.700 kroner. Det er den største forhøjelse i over et årti og er målrettet pensionister med de laveste indtægter. Forhøjelsen skal hjælpe med at give denne gruppe en mere værdig alderdom.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
“Det betyder meget for mig, at vores ældre borgere – særligt de 300.000 pensionister som har mindst – får en værdig alderdom. Nu kommer der en økonomisk håndsrækning efter nogle hårde år med rekordhøj inflation. Det betyder forhåbentlig lidt færre økonomiske bekymringer, når man står over køledisken i supermarkedet, eller når regninger skal betales.”
Foruden forhøjelsen af ældrechecken reguleres folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg også i takt med lønstigninger på det private arbejdsmarked. Desuden har regeringen afskaffet modregning af ægtefællers og pensionisters egen arbejdsindkomst, hvilket giver flere pensionister mulighed for at få mere ud af deres økonomi.
Fakta om ældrechecken
- Ældrechecken udbetales én gang årligt og er skattepligtig.
- I 2024 var det maksimale beløb 19.900 kroner, men stiger til 25.700 kroner i 2025.
- Pensionister må ikke have en likvid formue på over 103.100 kroner for at modtage ydelsen.