BoligPå boligjagt i påsken? De her tre fejl kan ødelægge drømmen
Påskeferien er ikke kun til chokolade og æggejagt – den er også højsæson for boligkøb. Men midt i kampens hede glemmer mange boligkøbere at læse det med småt.
Der er knald på boligmarkedet i påsken. For mange markerer fridagene det uofficielle startskud på boligjagten – og det betyder fremvisninger, budrunder og hurtige beslutninger. Men det kan også føre til dyre fejl, advarer en ekspert.
”Påsken er et oplagt tidspunkt til at lede efter sin drømmebolig. Men man er naturligvis ikke alene om at være på udkig efter spændende boliger. Og når boligjagten går stærkt, kan man komme til at glemme nogle vigtige ting i processen,” siger Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi.
Ifølge en undersøgelse blandt Boligsidens brugere planlægger næsten hver fjerde dansker at tage på boligjagt i påsken. Og med så mange om buddet, er det nemt at føle sig presset.
”Som rådgiver taler jeg jævnligt med købere, der har fundet en bolig og har brug for rådgivning nærmest med det samme, fordi de frygter, at nogen slår til før dem. Men det er netop dér, man risikerer at overse noget vigtigt,” siger han.
Her er de tre typiske bommerter, du skal undgå:
1. Du læser kun de røde advarsler – og glemmer resten
Mange fokuserer udelukkende på de røde anmærkninger i tilstandsrapporten og overser måske de gule skader, som kan dække over begyndende problemer, der med tiden kan udvikle sig til noget større. Det er også vigtigt at være opmærksom på ’mulige skader’ i rapporten, da de peger på forhold, der bør undersøges nærmere. Husk at bruge tid på at forstå rapporten – og tjek også, hvad ejerskifteforsikringen egentlig dækker.
2. Du dropper boligen pga. energimærket – uden at tænke længere
Et lavt energimærke betyder ikke nødvendigvis høje varmeregninger. Tiltag som efterisolering kan gøre en stor forskel, og energimærkningsrapporten giver et godt udgangspunkt for, hvor det er rentabelt at energirenovere.
3. Du glemmer, at huset ikke passer sig selv
Det er let at blive forelsket i boligen – men kærlighed holder kun, hvis du også har tid og penge til at passe på den. Vær ærlig om dit vedligeholdelsesniveau og lav plads i budgettet til både løbende og uforudsete reparationer.