IndsigtNy undersøgelse: Danskerne siger klart nej til en krigsskat
Et markant flertal foretrækker at finansiere forsvarsudgifterne uden at indføre nye skatter, viser ny undersøgelse fra Norstat for CEPOS.
En ny Norstat-undersøgelse for CEPOS viser, at danskerne klart foretrækker at finde pengene til øgede forsvarsudgifter uden at skatterne skal stige.
”Det er meget positivt, at et stort flertal af danskerne afviser en krigsskat. I en tid med stor usikkerhed er det afgørende, at vi ikke tyer til finansieringsløsninger, der reducerer vækst og velstand, siger Mia Amalie Holstein, cheføkonom i CEPOS og fortsætter:
”Forsvarsudgifterne kan finansieres gennem ubrugte midler i statskassen eller ved at styrke dansk økonomi strukturelt gennem besparelser og effektiviseringer i det offentlige. Og det ser danskerne ud til at have forstået,” siger hun.
Sådan skal pengene findes
Undersøgelsen viser, at 43 procent af danskerne foretrækker at finansiere de øgede forsvarsudgifter gennem ubrugte midler i statskassen.
22 procent mener, at besparelser og effektiviseringer i den offentlige sektor er den rigtige vej at gå. 16 procent – svarende til cirka hver sjette – går ind for en særlig krigsskat. Resten, 18 procent, er i tvivl.
Mens vælgerne på venstrefløjen foretrækker finansiering gennem ubrugte midler, er der blandt disse vælgere dernæst en tendens til at foretrække en krigsskat frem for besparelser. På den borgerlige fløj afviser vælgerne klart en krigsskat, og nogle foretrækker ligefrem besparelser og effektiviseringer over finansiering via statens ubrugte midler.
”Det er bemærkelsesværdigt, at SF’s vælgere har finansiering gennem ubrugte midler som deres førsteprioritet – på trods af, at SF’s formand Pia Olsen Dyhr har foreslået en krigsskat,” siger Mia Amalie Holstein, cheføkonom i CEPOS.