Investering

Melanias kryptokaos: Har hun scoret kassen på skandale-mønt?

Mens Donald Trump skaber kaos i politik, er der måske noget endnu mere mystisk i gære hos Melania Trump.

Melanias kryptokaos: Har hun scoret kassen på skandale-mønt?
Foto: Det Hvide Hus Wiki Commons
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 11. april 2025

I januar lancerede USA’s tidligere førstedame sin egen digitale valuta, MELANIA-token. Kursen steg hurtigt til $13,69, men kort efter styrtdykkede den til sølle $0,84. Ved første øjekast lignede det bare endnu en faldet memecoin – men nu afslører blockchain-analytikere, at der kan være tale om et “pump and dump”-nummer, et svindelnummer i finanssektoren.

“Pump and dump”

Fænomenet er simpelt – og ofte ret brutalt for småinvestorer. Her er et eksempel med kryptovaluta:

  1. Hype-fasen: En ny kryptomønt bliver lanceret med et kendt navn knyttet til sig. Folk kaster penge efter den i håb om hurtig profit.
  2. Insiderne sælger i skjul: Teamet bag sidder på store mængder mønter og begynder langsomt at sælge dem, mens prisen stadig er høj.
  3. Prisen kollapser – og de små investorer brænder nallerne: Når insiderne har solgt nok, falder kursen, og de fleste står tilbage med værdiløse tokens.

Og det er netop, hvad nogle analytikere vurderer, a der kan være sket med MELANIA-token.

Millioner flyttet i al hemmelighed

Blockchain-analytikerne hos Bubblemaps har afsløret, at folkene bag MELANIA-token i hemmelighed flyttede 50 millioner tokens fra fælleskassen – og solgte en stor del af dem for 30 millioner dollars.

“Ingen fra MELANIA-teamet har adresseret dette. Ikke bevægelserne. Ikke salget,” skriver Bubblemaps i et opslag på X.

Ifølge analysen blev alle tokens først samlet på én wallet, før de blev spredt ud på andre konti. Det slørede transaktionerne, men Bubblemaps kunne stadig se, at over 3 millioner dollars blev hævet, og nye handler for 6 millioner dollars blev åbnet. Mens insiderne solgte af deres beholdning, så småinvestorer deres penge forsvinde.

Melanias kryptoimperium styrtdykker

I takt med skandalen er værdien af Melanias kryptoimperium faldet fra 1,7 milliarder dollars til kun 464 millioner dollars – et dyk på næsten 1,2 milliarder dollars.

Hele 92 % af MELANIA-tokenet kontrolleres stadig af teamet bag, og Bubblemaps har også afsløret, at en af nøglepersonerne bag, Hayden Davis, tidligere har været involveret i et lignende stunt med en anden skandale-ramt mønt, LIBRA. Den blev hypet af Argentinas præsident, kun for at styrtdykke kort efter.

Hvad er S&P 500-indekset? En guide til ét af verdens vigtigste aktieindeks

Læs også: Hvad er S&P 500-indekset? En guide til ét af verdens vigtigste aktieindeks