Artikler

Medier: Statsminister holder middag med nordiske kolleger søndag

Statsminister Mette Frederiksen (S) har inviteret sine nordiske kolleger til en uformel middag søndag aften.

Statsminister Mette Frederiksen og Sveriges statsminister Ulf Kristersson besøger børnehave
/ ritzau /
Af / ritzau / 26. januar 2025

Det skriver DR Nyheder på baggrund af egne oplysninger. Det samme erfarer TV 2.

Ifølge DR er middagen en del af regeringens forsøg på at sikre opbakning til Danmark, på et tidspunkt hvor USA’s præsident, Donald Trump, ad flere omgange har udtrykt ønske om at overtage eller købe Grønland.

Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, og Finlands præsident, Alexander Stubb, ventes ifølge de danske medier at deltage i middagen.

Til DR siger Mette Frederiksen, at hun lige nu bruger det meste af sin tid på at holde et tæt samarbejde med Danmarks allierede.

Herunder nævner hun Rigsfællesskabet, Europa og “andre gode venner rundt omkring i verden”.

I et interview med TV 2 siger statsministeren, at hun har tænkt sig at række ud til flere europæiske lande i den kommende tid, og at hun også kommer til at besøge flere kolleger.

– Vi er i arbejdstøjet hele tiden. Det er vi altså også hen over en weekend som den, der er ved at slutte af netop nu. Jeg holder ikke fri undervejs i det her, siger hun til TV 2 søndag aften.

Hun nævner ikke, hvilke kolleger hun har planer om at besøge.

I et interview på svensk tv har Ulf Kristersson sagt, at han er meget enig i Mette Frederiksens måde at håndtere sagen på. Det skriver DR.

– Jeg tror, vi alle skal have is i maven og ikke drage forhastede konklusioner, sagde han.

Derudover sagde han, at det er Danmark og Grønland, der skal beslutte, hvad der skal ske med netop Danmark og Grønland.

Den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, kaldte Donald Trumps udtalelser om Grønland “en lidt speciel ny stil”. Det oplyste nyhedsbureauet NTB i begyndelsen af januar.

Han sagde dog også, at den slags spørgsmål ikke bør komme op “på skalaen af trusler mellem allierede”.

/ritzau/

Norden og Baltikum: Ukraine og Europa skal indgå i fredsforhandlinger

Læs også: Norden og Baltikum: Ukraine og Europa skal indgå i fredsforhandlinger