IndsigtMedarbejdere kan vælge donation til nødhjælp i firmajulegave
I år kan medarbejdere i 100 virksomheder vælge at skifte deres firmajulegave ud med en donation til mennesker i nød. “Røde Kors gør det let for vores medarbejdere at gøre en forskel,” siger DSB’s kommunikationschef.
En skål, en termoflaske, en flaske vin – eller måske en donation til Røde Kors? I december kan medarbejdere fra 100 virksomheder vælge at erstatte deres firmajulegave med et beløb til nødhjælp.
Når en medarbejder vælger at give værdien af sin julegave til Røde Kors, går donationen direkte til organisationens hjælpearbejde i Danmark og ude i verden. Man går dog ikke tomhændet på juleferie, for som tak får man nemlig to strikkede eller hæklede julekugler lavet af Røde Kors’ frivillige nørklere.
Julekuglerne er alle unikke og lavet i genbrugsgarn.
Røde Kors har ca. 5.000 frivillige nørklere, der strikker, hækler og syr til sårbare mennesker i lokalmiljøet og til salg i organisationens butikker, hvor overskuddet går til organisationens indsatser i Danmark og internationalt – og i år laver de altså også julekugler til firmajulegaver.
DSB er blandt de 100
En af de virksomheder, som lader deres medarbejdere vælge at donere værdien af deres julegave til Røde Kors, er DSB.
“Både i Danmark og i udlandet er der mennesker, der hver dag kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Alle bør have en fair chance, og Røde Kors gør det let for vores medarbejdere at gøre en forskel. Nogle gange er den bedste gave, man kan få, at give noget til andre,” siger kommunikationschef i DSB, Niels-Otto Fisker.
Generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, er glad for engagementet fra de 100 virksomheder og ikke mindst de ansatte, der vælger at støtte organisationen i stedet for at modtage julegaver.
”Vi er utroligt glade for, at så mange virksomheder og medarbejdere vælger at støtte vores hjælpearbejde. Det betyder helt konkret, at vi kan rykke ud til verdens brændpunkter og støtte familier i Danmark, der har det svært,” siger Anders Ladekarl.
/ Ritzau