IndsigtMandlige milliardærer køber luksuslegetøj – Kvindelige milliardærer investerer i velgørenhed og kunst
En ny rapport fra Altrata Billionaire Census afslører markante forskelle mellem, hvordan mandlige og kvindelige milliardærer bruger deres penge og prioriterer deres interesser.
Der findes 3.323 milliardærer i verden. Ud af dem er kun 13 % kvinder, svarende til 431 personer. Der er også stor forskel på, hvordan mandlige og kvindelige milliardærer bruger deres penge. Mens mænd dominerer markedet for luksuslegetøj som sportsvogne og yachts, fokuserer kvindelige milliardærer i højere grad på velgørenhed, kunst og social retfærdighed. Det skriver CNBC.
Kvindelige milliardærer er desuden 1,5 gange mere tilbøjelige til at eje luksusboliger til en værdi over 10 millioner dollars og er også store samlere af kunst. Mænd foretrækker derimod privatfly, luksusbiler og yachts. Faktisk er mænd 3,8 gange mere tilbøjelige til at eje biler til over 1 million dollars og mere end dobbelt så tilbøjelige til at eje en yacht.
Velgørenhed som livsstil
Ud over deres professionelle engagement nævner 71 % af kvindelige milliardærer filantropi som deres primære hobby. Mænd derimod interesserer sig oftere for politik, luftfart og udendørs aktiviteter. Næsten en femtedel af de kvindelige milliardærer bruger størstedelen af deres professionelle tid i nonprofitorganisationer, sammenlignet med kun 5 % af mændene.
En ny bølge af kvindelige milliardærer
Denne fokus på velgørenhed og sociale mål understreger en bredere trend blandt kvindelige milliardærer, der er med til at definere en ny bølge af rigdom og indflydelse.
Selvom arv spiller en stor rolle, vokser andelen af kvindelige milliardærer også på grund af væksten i kvindeligt iværksætteri, ændrede kulturelle normer og store generationsskifter i formueoverførsler. Faktisk forventes kvinder at arve op til 30 billioner dollars i det kommende årti som en del af den såkaldte Great Wealth Transfer.
Tre fjerdedele af kvindelige milliardærer har arvet en del af deres formue, og 38 % har arvet hele deres rigdom. Til sammenligning er det kun 5 % af de mandlige milliardærer, der har fået deres formue gennem arv.