Bolig

Leder du efter sommerhus? Så har du nu flere at vælge mellem

Udbuddet af sommerhuse er steget med 3,5 procent på landsplan i februar, hvilket giver købere flere muligheder. Men trods stigningen er udbuddet stadig lavt sammenlignet med før coronaboomet.

Leder du efter sommerhus? Så har du nu flere at vælge mellem
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 8. marts 2025

Udbuddet af sommerhuse er steget med 3,5 procent i februar, og for de mange, der drømmer om eget sommerhus, ser mulighederne nu lidt bedre ud. Samlet er der ved indgangen til marts 5.886 sommerhuse til salg i Danmark – et tal, der er 20,1 procent højere end på samme tidspunkt sidste år. Det viser tal fra Boligsiden.

”Vi ser en lille stigning i antal sommerhuse til salg her ved indgangen til årets første forårsmåned, hvilket er helt i tråd med tidligere års udvikling på denne tid af året, og det er i alle landets fem regioner, vi ser en stigning. Det er en god nyhed for de mange, der er på udkig efter et nyt sommerhuse,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

Her er den største stigning

Størst er stigningen i Region Hovedstaden og Region Midtjylland, hvor udbuddet er steget med henholdsvis 5,2 procent og 4,3 procent.

Foråret er den tid på året, hvor flere får lyst til at finde deres eget sommerhus, og det er måske ikke så overraskende, at stigningen i udbuddet sker netop nu. I januar 2025 blev der solgt 551 sommerhuse på landsplan – kun overgået af rekordårene 2020-2022.

Men selvom der er sket en stigning i februar, er udbuddet af sommerhuse stadig lavt sammenlignet med før coronaboomet. I marts 2019 var der 9.606 sommerhuse til salg, hvilket svarer til 39 procent flere end i dag.

”Der kommer løbende nye sælgere til, men der bliver også solgt mange sommerhuse. Den cocktail gør, at der fortsat er lang vej til tidligere tiders udbudsniveau, og det er et mønster, som har gjort sig gældende længe. Der er med andre ord fortsat god plads til nye sælgere på sommerhusmarkedet,” forklarer Birgit Daetz.

Boligbudgettet rækker kortere – kvadratmeterne bliver dyrere i hele landet

Læs også: Boligbudgettet rækker kortere – kvadratmeterne bliver dyrere i hele landet