IndsigtKvinder passer stadig oftere syge børn – selvom mændene har halet en smule ind
Selvom mændene lidt oftere end i 2015 bliver hjemme, når deres børn er syge, er det alligevel oftest kvinderne, der bliver hjemme, viser analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) udgiver i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag.
Analysen, der er baseret på data fra Danmarks Statistik, viser, at kvinder i gennemsnit har 58 procent mere fravær end mændene, når det drejer sig om at passe syge børn.
“Det er oftere kvinderne der bliver hjemme, når børnene er syge. Man skal indrette sig i den enkelte familie, som man ønsker, men der kan også ligge nogle mere usynlige strukturelle og kulturelle årsager bag den store forskel,” siger Emilie Damm Klarskov, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og tilføjer:
”Når kvinderne oftere bliver hjemme, når børnene er syge, kan det i sidste ende sætte sig i økonomisk ulighed mellem kønnene. Det kan være med til, at kvinderne bliver set som mindre attraktiv arbejdskraft, der aflønnes lavere,” siger hun.
Emilie Damm Klarskov påpeger også de langsigtede konsekvenser: ”Det har også langsigtede økonomiske konsekvenser for kvinderne, hvis de tjener mindre, så betaler de også mindre ind til pension, og så får de mindre pension til den tid.”
Mænd med faglært uddannelse tager mest sygefravær
Mændene har dog også ændret deres mønster, da deres sygefravær i forbindelse med børns sygdom er steget. Dette betyder, at forskellen mellem kønnene er blevet mindre – fra 82 procent i 2015 til 58 procent i 2023.
Det er især faglærte mænd, der har øget deres sygefravær.
”Det kan måske virke overraskende på nogen. Men indførslen af øremærket barsel har måske betydet, at man i familierne og hos mændene selv er blevet mere bevidste om at fordele omsorgsopgaven mere ligeligt. Det lyder i hvert fald som en win-win-win for både mor, far og børn,” siger Emilie Damm Klarskov.
Hos kvinderne er det især dem med mellemlange og lange videregående uddannelser, der er dem, der oftest bliver hjemme for at passe syge børn.
Analysens hovedpunkter:
- Kvinder har fortsat højere fravær for børns sygdom end mænd. I 2023 havde kvinder gennemsnitligt 0,68 fraværsdage per fuldtidsansat på grund af børns sygdom, mens mænd gennemsnitligt havde 0,43 fraværsdage. Det betyder, at kvinder havde 58 procent mere fravær end mænd.
- Selvom kvinders fravær er på niveau med 2015, er mændenes fravær steget med 13 procent. Forskellen mellem kønnene er dermed blevet mindre, men kun en smule.
- Kvinder med mellemlange og lange videregående uddannelser er dem, der oftest bliver hjemme, når børnene er syge.
- Blandt mændene er det især de faglærte, der har øget deres sygefravær. De tager i gennemsnit en halv dag mere off, svarende til en stigning på 14 procent.