I familien Melgaard-Mani er der ingen voldsom trængsel og alarm, når kalenderen siger december måned. De har nemlig minimeret antallet af julegavekøb i familien, og børnenes gaver bliver helst købt second hand. Det sparer ikke kun familien penge, men tager også hensyn til klimaet og giver børnene en vigtig læring, mener Kristine Melgaard-Mani.
Af Mille Skjold Madsen
Genbrugsgaver bliver mere og mere populære. Det viser tal fra DBA’s genbrugsindeks 2023,
hvor 63 % af danskerne ikke havde noget imod at modtage en genbrugsgave, mens 52 % var åbne for at give en genbrugsgave. Et tal, som er steget siden 2022. En af dem, som køber genbrugsgaver, er Kristine Melgaard-Mani. Hun har Instagram-profilen @familieliv_paabudget, hvor hun kommer med gode råd til billige madplaner, genbrug og sparetips til børnefamilier.
“Jeg køber genbrugsjulegaver, så ofte jeg kan, både af hensyn til klimaet, men jeg sparer også mange penge ved at købe brugt,” fortæller Kristine Melgaard-Mani.
Genbrugsgaverne er for det meste legetøj til børnene, og sidste år købte hun fx et dukkehus til sin datter for 450 kr. Nyprisen var 2.000 kr., så der er mange penge at spare på at købe brugt.
“Genbrugsjulegaver åbner også op for, at vi kan give gaver, som ellers ville være over vores julegavebudget. Jeg ville fx ikke købe en julegave til min datter, som koster 2.000 kr, så på den måde kan hun få noget, som hun virkelig ønsker sig uden at jeg skal betale mange penge for det,” fortæller Kristine Melgaard-Mani.
Hun starter jagten på genbrugsgaverne tidligt, for hendes erfaring er, at det bliver sværere at finde dem, jo tættere kalenderlyset kommer på d. 24. december.
“Jeg tager udgangspunkt i, hvad mine børn ønsker sig og så går jeg ellers i gang med at lede efter tingene på diverse genbrugsplatforme som fx Reshopper og Facebook Marketplace. Nogle gange går jeg også forbi Børneloppen, hvis jeg har set på deres Instagram, at de har det, jeg skal bruge,” fortæller Kristine Melgaard-Mani.
Hun anbefaler også, at man fortæller venner og familie, at man leder efter bestemte ting, så de kan være på udkig, hvis der dukker en god handel op i deres nærområde. Hendes egne børn på 4 år og 7 år er oftest dem, som modtager genbrugsjulegaverne, og de siger ikke noget til, at gaverne ikke altid kommer helt nye fra butikken.
“Der er også en fin læring i, at gaverne sagtens kan have været elsket af andre børn, før de kommer til os. På den måde lærer vi dem, at tingene har en værdi – også når vi er færdige med at bruge dem.” Sådan kan du inspirere andre til at købe genbrug Selvom det er blevet mere populært at købe genbrugsgaver, så kan det for mange stadig være et ukendt territorium, og derfor foreslår Kristine Melgaard-Mani, at man forventningsafstemmer med familien og venner, inden man går ud og køber genbrugsgaver til dem.
“Jeg har en oplevelse af, at mange egentlig gerne vil købe mere genbrug, men det kan være svært at vide, hvad man gør, og hvad der er okay at købe brugt. Derfor kan man jo selv lede vejen, hvis man er vant til at købe genbrug. Det kan være ved at fortælle giveren, at gaven godt må købes brugt eller sende et specifikt link til annoncer på genbrugsplatforme for at gøre det nemt for dem at vælge genbrug til og se, at det er okay,” fortæller Kristine Melgaard-Mani.
Færre gaver = mindre stress
Udover genbrugsjulegaver, så har familien også for flere år siden besluttet at skære ned på antallet af julegaverne. Derfor er det kun børnene, som åbner pakker juleaften, og det er Kristine Melgaard-Mani rigtig glad for i dag.
“Det var faktisk mine forældre, som foreslog det, og jeg synes, det var en fantastisk ide, fordi vi slipper for at stresse rundt og bruge en masse penge på gaver, som vi jo ikke rigtig har brug for i sidste ende,” siger Kristine Melgaard-Mani, som dog medgiver, at det kan være en svær snak at tage i familien – især hvis man selv har en drøm om at skære ned på gaveforbruget, men andre familiemedlemmer ikke ser det sådan.
“Hvis man gerne vil skære ned på antallet af gaver, så er det en god ide at starte samtalen langsomt op, fx ved at spørge en i omgangskredsen, som man ved allerede er positivt stemt for ideen. Man kan også starte ud med at foreslå, at man kun giver gaver til dem, som man er sammen med juleaften. Det er en svær snak, men den er vigtig, så man ikke bruger en masse penge på gaver, som enten ikke vil eller har råd til at købe,” siger Kristine Melgaard-Mani.
2 x second hand pakkekalender for 295 kr.
Kristine Melgaard-Mani køber også genbrugsgaver til børnenes pakkekalender. Sidste år købte hun 2 x 24 gaver for 295 kr. i alt. De små gaver finder hun enten på store loppemarkeder eller når hun besøger loppesupermarkeder, såsom Børneloppen.
“Når jeg går rundt på loppemarkeder eller i Børneloppen, holder jeg altid øje med, om der er nogle små legesager til billige penge på standene – også selvom det ikke er tæt på december måned. Sidste år fandt jeg alle 48 gaver på ét loppemarked, og jeg synes, at jeg kan købe bedre legetøj til billige penge, når det er genbrug, end hvis jeg skulle ud og finde det i almindelige butikker. Og når de ikke leger med det mere, så sælger jeg det videre igen,” fortæller Kristine Melgaard-Mani.