Artikler

Kommunernes formand beder regeringen styrke velfærden trods krisetid

Formanden for Kommunernes Landsforening, Martin Damm (V), opfordrer i en tale på Kommunalpolitisk Topmøde regeringen til fortsat at styrke velfærden, selv om der i de kommende år skal oprustes for milliarder i Forsvaret.

Kommunalpolitisk Topmøde
/ ritzau /
Af / ritzau / 21. marts 2025

Sidste års økonomiaftale med regeringen betød et økonomisk sporskifte, så kommunerne kunne styrke velfærden, lyder det fra formanden, som opfordrer til, at regeringen fortsætter i det samme spor.

– For det er netop vores samfundsmodel, der er med til at sikre, at de fleste af os danskere kan gå på arbejde og bidrage til samfundsøkonomien, siger Martin Damm, der er borgmester i Kalundborg.

– Når verdens sikkerhed er udfordret, skal vi passe godt på den velfærd, som vi har opbygget igennem generationer, siger han fra scenen.

Også statsminister Mette Frederiksen (S) talte til de omkring 1500 forsamlede kommunale topfolk og repræsentanter fra Folketing og regering i en på forhånd optaget videotale. Statsministeren er ikke til stede fysisk, da hun deltager i et EU-topmøde i Bruxelles.

I talen adresserede hun velfærdssamfundet og de udfordringer, der trænger sig på.

– Vi er i den farligste sikkerhedspolitiske situation siden 1940’erne. Det, vi gør nu på den korte bane, er med til at afgøre hele vores kontinents fremtid. Vi skal øge vores modstandskraft og opruste militært og demokratisk.

– Det er dyrt. Rigtig dyrt, sagde statsministeren, som samtidig understregede, at “det er en fælles opgave” at passe på velfærden i de kommende år.

– Det er helt afgørende med den nødvendige sociale balance, og at vi viser, at vores samfundsmodel er den bedste til at løse de udfordringer, vi står over for.

Onsdag sagde finansminister Nicolai Wammen (S) til Ritzau, at han forventer en “fornuftig” økonomi i kommunerne til næste år, uden at han ville gå i detaljer om regeringens udspil til den økonomiske ramme.

– Jeg vil sige det på den måde, at jeg forventer, at vi kan lave en fornuftig kommuneaftale til sommer, som både tager hensyn til, at vi står i en alvorlig sikkerhedspolitisk situation, og at vi har et velfærdssamfund, vi ønsker at passe på, siger han.

/ritzau/

Demokraternes leder i Kongressen: Danmark er ikke en dårlig allieret

Læs også: Demokraternes leder i Kongressen: Danmark er ikke en dårlig allieret