Investering

Investeringsstrateg: “Værst tænkelige scenarie”

Donald Trump annoncerede nye toldsatser, hvilket ramte aktiemarkedet hårdere end ventet, ifølge investeringsstrateg Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen. Selvom enkelte sektorer som medicinalindustrien slap billigere, står investorer nu overfor en usikker fremtid med potentiale for global handelskonflikt.

Investeringsstrateg: “Værst tænkelige scenarie”
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 3. april 2025

I går, den 2. april, annoncerede den amerikanske præsident Donald Trump nye toldsatser på varer fra andre lande. Ifølge investeringsstrateg Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen var dette det værst tænkelige scenarie for markedet.

“Ved et hurtigt kig på aktiemarkedets reaktion efter gårsdagens store Trump-begivenhed, er der ingen tvivl om, at udmeldingerne omkring toldsatser var hårdere end ventet, og samtidig gav gårsdagens udmelding ikke den klarhed og vished, som markedet havde håbet på,” siger Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen, investeringsstrateg hos Saxo Bank.

Markedet håbede på mildere tilgang

Ved første øjekast kunne aktiemarkedet have håbet på en mildere tilgang, da Trump indledte sin tale med fokus på de allerede offentliggjorte bil-tariffer. Futures-markedet reagerede positivt i de første minutter, hvor investorerne måske troede, at det var alt, hvad der var på programmet. Men det gode humør blev hurtigt rystet af en uventet overraskelse.

“Den gode stemning på markedet stoppede dog brat da handelsminister, Howard Lutnick, overrakte en kæmpe planche med toldsatser. Kort fortalt var dette hvad markedet havde frygtet. Toldsatser på så godt som alle lande, og ligeledes toldsatser der generelt var højere end, hvad markedet på forhånd frygtede,” fortæller Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen.

Warren Buffetts gyldne råd i krisetider – det handler om én simpel regel

Læs også: Warren Buffetts gyldne råd i krisetider – det handler om én simpel regel

Positivt for nogle sektorer

Nogle produktkategorier blev heldigvis undtaget fra de nye tariffer, herunder medicinalprodukter og mikrochips. Det har givet en relativt god dag for danske medicinalvirksomheder som Novo Nordisk, Genmab og Bavarian Nordic, som er blevet mindre påvirket af de nye toldsatser.

“Det kan forklare, hvorfor danske medicinalvirksomheder som Novo Nordisk, Genmab og Bavarian Nordic har en relativ god dag i dag sammenlignet med resten af markedet,” siger Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen.

Usikkerhed forude

Investorerne står nu overfor en usikker fremtid.

“Gårsdagens begivenhed gav desværre ikke den vished og klarhed som markedet havde håbet på. Tarifferne blev værre end vi havde ventet, og nu kommer det store spørgsmål om modsvar fra bl.a. EU og Kina, der kan være med til at sætte gang i en reel global handelskrig, der for så godt som alle virksomheder vil være negativ,” siger Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen.

Investorer bør forvente fortsatte udsving på aktiemarkedet i den kommende tid.

“Som investor skal man derfor fortsat vente markante udsving i aktiemarkedet i den kommende tid og overveje om man har den rette balance imellem aktier og obligationer i portefølje,” lyder rådet fra investeringsstrategen.

Hvad er S&P 500-indekset? En guide til ét af verdens vigtigste aktieindeks

Læs også: Hvad er S&P 500-indekset? En guide til ét af verdens vigtigste aktieindeks