Artikler

Hvor kommer din strøm egentlig fra? Over 75 % ved det ikke

Elmarkedet er en underlig størrelse. Hvis det blæser kraftigt, skal du skynde dig at lade elbilen. Hvis det derimod er vindstille, kan du godt begynde at finde på noget kreativt til aftensmaden – måske rugbrød?

Hvor kommer din strøm egentlig fra? Over 75 % ved det ikke
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 19. januar 2025

Det er nok derfor, at hele 64,6 procent af danskerne tjekker elpriserne dagligt, og 9 ud af 10 tænker over, hvordan de kan spare strøm hver uge. Men her kommer det overraskende: Mere end 3 ud af 4 danskere ikke ved, hvor deres strøm kommer fra.

Det viser en undersøgelse, som Energi Fyn har fået foretaget i slutningen af december.

Strømmen kommer ikke fra “den lokale mølle”

Mange danskere tror, at strømmen kommer direkte fra den lokale vindmølle eller solcellepark. Det ville da også være ret logisk, ikke? Men nej. Hele vores strøm bliver handlet på den nordiske elbørs, og her afgør markedet – ikke moralen – hvor strømmen kommer fra.

“Flere tror, at deres strøm bliver købt fra lokale vindmøller eller andre lokale produktionskilder. I virkeligheden bliver det hele handlet på den nordiske elbørs, og markedets prissætning afgør, hvor vi får strømmen fra,” fortæller Ane Rask, der er chef for administration og handel hos Energi Fyn. 

Med andre ord: Din strøm kan komme fra norske fjelde, tyske kulkraftværker – eller sågar polske kraftværker. Det hele er én stor elektrisk gryderet, hvor vejrforhold og priser afgør, hvad vi ender med i stikkontakten.

Det hele afhænger af vejret

Vejret spiller en kæmpe rolle. Når det blæser kraftigt i både Danmark og Tyskland, bliver der produceret mere strøm, end der er brug for. Og fordi strøm ikke bare kan gå tabt, flyttes overskuddet rundt mellem landene.

Men hvad så, når vejret er dårligt? December sidste år er et godt eksempel. Her var det både overskyet og vindstille i store dele af Europa, og bum – elpriserne skød i vejret. Så måtte kraftværkerne træde til, og de producerer altså strømmen dyrt.

“Hvis der er rigtig meget vind i både Danmark og Tyskland, bliver der produceret mere, end der er behov for. Strøm kan ikke bare gå tabt, det skal bruges, så det bliver sendt rundt mellem landene,” siger Ane Rask.

Kina sætter en stopper for Elon Musks husrobot

Læs også: Kina sætter en stopper for Elon Musks husrobot