IndsigtHvid Januar-trend får salget til at stige markant
Den alkoholfrie trend får vind i sejlene hver januar, hvor mange danskere lægger alkoholen på hylden for en periode. Men initiativet Hvid Januar giver ikke kun sundere vaner – det giver også et solidt løft til salget af alkoholfri øl.
Ifølge tal fra Bryggeriforeningen steg salget af alkoholfri øl til detailhandlen med hele 27,3 % i december 2024 sammenlignet med en gennemsnitlig måned. Forberedelsen til Hvid Januar førte til et særligt højt mersalg, og alene i forhold til november samme år voksede salget med 38,1 %.
Bryggeriforeningens direktør, Nick Hækkerup, fremhæver, at tendensen understreger bryggeriernes evne til at levere produkter, der appellerer til forbrugerne:
”Mersalget til Hvid Januar er et tydeligt tegn på, at bryggerierne er i stand til at levere et alkoholfrit alternativ, som forbrugerne er glade for,” siger han.
Salg boomer året rundt
Selvom Hvid Januar giver et tydeligt boost, er salget af alkoholfri øl også steget støt året rundt. I 2024 solgte bryggerierne 8,7 % mere alkoholfri øl end året før, hvilket bringer det samlede salg op på mere end 9 millioner liter – en næsten femdobling siden 2014.
En del af succesen kan tilskrives bryggeriernes evne til at udvide sortimentet. I 2024 kunne forbrugerne vælge mellem 78 forskellige alkoholfri øltyper, fra klassiske Pilsnere og IPA’er til syrlige øl.