Bolig

Huskøbere får mindre i rabat ved boligkøb

Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at huskøbere i februar 2025 i gennemsnit fik et nedslag på 94.500 kroner ved køb af et hus på 150 kvadratmeter. Det er 13.200 kroner mindre end for et år siden.

Huskøbere får mindre i rabat ved boligkøb
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 14. marts 2025

Efter store udsving i prisnedslagene de seneste år er niveauet nu tilnærmelsesvis tilbage på niveauet fra tiden før coronapandemien. Ifølge Boligsidens Markedsindeks lå det gennemsnitlige nedslag i februar på 630 kroner pr. kvadratmeter. Sammenlignet med januar er det et fald på 1,4 procent, mens nedslaget er 12,3 procent lavere end i februar 2024.

Efterspørgslen er høj

Kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, Birgit Daetz, ser tallene som et tegn på et marked, hvor efterspørgslen er høj.

”Nedslagene fortæller os noget om udbud og efterspørgsel og om balancen i markedet. Lige nu bliver der handlet rigtig mange huse, og nedslagene er faldet meget, når vi sammenligner med februar 2024. Selvom vi ser et fald igen, er det for tidligt at sige, om niveauet for alvor har stabiliseret sig, eller om vi kommer til at se yderligere fald,” siger Birgit Daetz.

Højt antal kvote 2-ansøgninger skaber boligmangel for studerende

Læs også: Højt antal kvote 2-ansøgninger skaber boligmangel for studerende

Store udsving i nedslaget de seneste år

Boligmarkedet har oplevet store svingninger i nedslagene de seneste år. I maj 2021 var nedslaget på sit laveste niveau med blot 237 kroner pr. kvadratmeter, svarende til en samlet rabat på 35.550 kroner for et 150 kvadratmeter stort hus.

Den store efterspørgsel på boliger under coronapandemien gjorde det svært for køberne at forhandle prisen. Men situationen ændrede sig markant i slutningen af 2022, hvor Ruslands invasion af Ukraine og stigende energipriser skabte usikkerhed. Dette førte til, at nedslagene steg kraftigt og i december 2022 nåede et gennemsnitligt niveau på 969 kroner pr. kvadratmeter, svarende til en rabat på 109.800 kroner.

”Boligkøberne holdt igen, og mange ville gerne se situationen an. Det var svært for sælgerne at komme af med husene, og nedslagne steg meget hurtigt. Til gengæld faldt de også hurtigt, i takt med at der kom mere ro på energipriserne og i privatøkonomien hos boligejerne,” siger Birgit Daetz.

Også mindre nedslag for ejerlejligheder

Tendensen med faldende nedslag gør sig også gældende for ejerlejligheder. I februar faldt det gennemsnitlige nedslag på ejerlejligheder med 3,4 procent fra måneden før, så det nu ligger på 807 kroner pr. kvadratmeter. Dermed er niveauet på linje med det, der blev set umiddelbart før coronapandemien.

Køber du bolig i år? Så skal du vide, hvorfor de ‘glemte’ boliger forsvinder nu

Læs også: Køber du bolig i år? Så skal du vide, hvorfor de ‘glemte’ boliger forsvinder nu