Personlig økonomiGlemte kontanter kan koste dig dyrt: Disse sedler bliver snart ugyldige
Tjek skuffer, gemte konvolutter og gamle sparegrise – 1000-kronesedlen og ældre sedler udgår om lidt.
Har du stadig en 1000-kroneseddel liggende, som du havde glemt alt om? Eller måske nogle gamle pengesedler, du engang fik af din mormor og gemte væk? Så er det nu, du skal finde dem frem. Om bare seks uger – den 31. maj 2025 – er de ugyldige som betalingsmiddel.
Det gælder ikke kun 1000-kronesedlen, men også ældre seddelserier helt tilbage fra 1944, 1952, 1972 og 1997.
”Rigtigt mange ved, at 1000-kronesedler og ældre sedler bliver ugyldige. Men det kniber lidt mere med at huske, helt hvornår det sker. Derfor er fokus for denne kampagne udløbsdatoen og en opmærksomhed på, at det er ved at være oppeover,” siger Camilla Penn, chef for Sekretariat, Kommunikation og Strategi i Nationalbanken.
Pengesedler for milliarder risikerer at blive værdiløse
Siden udfasningen blev annonceret for halvandet år siden, er der allerede blevet afleveret gamle sedler for over 20 milliarder kroner. Men Nationalbanken vurderer, at der stadig er op mod 4,6 milliarder kroner i omløb – og at hele 3 milliarder kroner måske aldrig kommer tilbage.
Det skyldes blandt andet, at nogle sedler ligger gemt godt væk – eller måske er gået i glemmebogen.
”Vi ved også godt, at vi nok ikke får alle sedler ind, men vi prøver alligevel at komme så tæt på som muligt,” siger Camilla Penn.
Sådan gør du, hvis du finder gamle sedler
Indtil 31. maj kan du aflevere de gamle sedler i banken, eller bruge dem som normalt i butikker, hvis de stadig accepterer kontanter.
Efter den dato er det kun muligt at indlevere dem på Nationalbankens egne indleveringssteder i Aarhus, Odense og København – og det kan du gøre op til et år frem, altså indtil maj 2026. Det er dog langt fra så nemt som bare at bruge dem eller aflevere dem i banken nu.
Værd at tjekke
Så hvis du har en gammel sparegris, en kasse med papirer fra loftet eller en reol med bøger, hvor du gemte noget “for en sikkerheds skyld” – så er det nu, du skal lede.
Du kan tjekke, hvilke sedler der bliver ugyldige, på Nationalbankens hjemmeside – men tommelfingerreglen er: Er det en 1000-kroneseddel eller en gammel seddel, så få den skiftet nu.