Investering

Forsvarsaktier stiger før politisk krisemøde i Paris

Forsvarsaktier stiger markant forud for et hastigt indkaldt topmøde i Paris, hvor europæiske ledere skal diskutere Ukraine og USAs nye linje.

Forsvarsaktier stiger før politisk krisemøde i Paris
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 17. februar 2025

I formiddags var svenske Saab steget med 8,2 %, britiske BAE Systems med 4,6 %, tyske Rheinmetall med 11 %, og tyske Hensoldt og italienske Leonardo steg henholdsvis 7,9 % og 4,9 %. Det skriver Bloomberg.

Mødet, som er indkaldt af Frankrigs præsident Macron, vil fokusere på USA’s strategi over for Ukraine. USAs forsvarsminister Pete Hegseth har meldt ud, at USA ikke vil sende tropper til Ukraine og mener, at Europa skal tage ansvar for at sikre Ukraine og stoppe Ruslands aggression. Desuden gentog Pete Hegseth kravet om, at NATO-lande i Europa skal øge deres forsvarsudgifter.

Den danske statsminister Mette Frederiksen deltager også på mødet.

Stor interesse for forsvarsaktier

Blandt danske investorer har der de senere år været en stor interesse for forsvarsaktier.

Det viser en tidligere opgørelse fra Finans Danmark. I september 2021 havde kunderne i de seks største banker herhjemme forsvarsaktier for omkring 200 millioner kroner i deres depoter. I august 2024 var det beløb vokset til 2,1 milliarder kroner.

Det er primært mænd, som investerer i forsvarsaktier. Det kan du læse mere om her.

“Hvorfor investerer vi ikke?” Det spørgsmål stillede Signe Højland til 17 kvinder

Læs også: “Hvorfor investerer vi ikke?” Det spørgsmål stillede Signe Højland til 17 kvinder