Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen opfordrer sine medsøstre til at benytte skuddagen til at holde en gammel tradition i hævd: At fri. For bor man sammen, er der gode grunde til at få papir på hinanden.
2024 er skudår. Det betyder, at vi får en ekstra dag, og det er ikke, som mange tror, den 29. februar. Skuddagen falder i år lørdag den 24. februar.
En lørdag, som har en helt særlig betydning. En gammel tradition siger nemlig, at det kun er på en skuddag, at en kvinde må fri. Selv om tiden selvfølgelig for længst er løbet fra den slags stereotype kønsroller, har Sydbanks forbrugerøkonom, Ann Lehmann Erichsen, benyttet lejligheden til at se på, hvilke fordele eller forskelle der er ved at være gift frem for samlevende.
Og den hurtige konklusion må være, at kvinderne skal skynde sig ned på knæ – hvis mændene altså ikke kom dem i forkøbet på valentinsdag.
“27 % af 1,3 mio. danske par lever sammen uden at være gift. Færre børn bor nu i familier, hvor forældrene er gift, sammenlignet med for ti år siden. Men der er, hvis man spørger mig, flere gode grunde til, at de 176.700 samlevende kvinder får stillet spørgsmålet på skuddagen,” siger Ann Lehmann Erichsen.
Et ægteskab er en pakkeløsning
Forbrugerøkonomen kalder den økonomiske del af ægteskabet noget så romantisk som en ”pakkeløsning med en række fordele”.
“Fire ud af ti par har børn, og er ulykken ude, er gifte par sikret bedre helt pr. automatik. Samtidig er der automatik i både faderskab og fælles forældremyndighed. Gifte par har formuefællesskab, i dag kaldet delingsformue og forsørgelsespligt overfor hinanden, ligesom der er få økonomiske dispositioner, de skal involvere hinanden i,” forklarer Sydbanks forbrugerøkonom.
Ægtefæller må også med få undtagelser overføre større økonomiske beløb mellem hinanden, uden at det koster hverken skat eller afgifter, og de er desuden sambeskattede. Det betyder fx, at et personfradrag, som den ene ægtefælle ikke bruger, kan overføres til den anden.
Man kan hævde, at en fordel ved ikke at være gift er, at man så ikke skal bøvle med at blive skilt, hvis forholdet går i stykker.
Den betragtning er Ann Lehmann Erichsen ikke enig i.
“Hvis fx den ene part i et ægteskab har nedprioriteret karrieren for at hellige sig familien, vil vedkommende måske kunne få et ægtefællebidrag i tilfælde af skilsmisse. For samlevende er det lidt anderledes. De kan i visse tilfælde have et berettiget krav på en vis kompensation, men det er lidt mere op ad bakke. Er man samlevende, tager man sit eget med og skal kun dele det, der er købt i fællesskab. Gæld optaget i fællesskab vil man dog altid være fælles om – uanset om man er gift eller samlevende,” forklarer hun.
Ægtefælle er arving pr. automatik
Som allerede nævnt er ægtefæller bedre sikret, hvis uheldet skulle være ud. De arver hinanden helt automatisk, og er der børn, er de også arvinger.
“Er man samlevende, er det vigtigt at være opmærksom på, at samlevende aldrig arver hinanden, uanset hvor længe de har boet sammen. Samtidig vil en ægtefælle normalt kunne sidde i ”uskiftet bo” – altså beholder råderetten over hele formuen, selvom der er fællesbørn. Det kan en samlevende ikke, da der ikke er noget fællesbo,” siger Ann Lehmann Erichsen.
Vil samlevende sikre hinanden arv, må de i stedet få skrevet et udvidet samlevertestamente, der stiller dem næsten ligesom godt, som var de gift. Men kun næsten. Det vil være klogt ved fælles boligkøb også at få en samejeoverenskomst.
Sådan en aftale beskriver både retningslinjer for at eje, drive og sælge boligen – og er rar at have, hvis man en dag går fra hinanden.
“Begge dokumenter kan oprettes via en advokat, og det koster vel samlet set sådan rundt regnet det sammen som et lille beskedent eftermiddagsbryllup for de nærmeste, siger forbrugerøkonomen og smider en smidt trumf i forsvaret for ægteskabet: Både i kirken og på rådhuset er det gratis at blive gift.”
Drøft fordele og ulemper med en advokat
Går man med overvejelser om, hvorvidt man skal gifte sig eller ej, om man skal få skrevet testamente og eller en samejeoverenskomst, er det en god ide at drøfte fordele og ulemper ved forskellige valg med en advokat.
Fakta: Flere og flere par lever sammen uden at være gift
- Af 1.290.300 danske par lever 353.300 par sammen uden at være gift.
- Det er 27 % af alle par.
- Det er 17 % flere end for 10 år siden, hvor der på samme tid er blevet 2 % færre ægtepar.
Kilde: Danmarks Statistik