IndsigtFOAs formand om ny bog: “Det er et wake up call for velfærden”
Vi bliver flere og flere ældre danskere. Det skaber behov for mange flere offentligt ansatte, fortæller ny bog. Det understreger behovet for handling nu, siger FOAs formand Mona Striib.
I de kommende år vil Danmark se en markant stigning i antallet af ældre borgere, og det kræver tusinder flere offentligt ansatte, hvis vi skal fastholde en stærk velfærd i Danmark. Det er konklusionen i den nye bog ”Danmark går i gråt – har vi råd til den velfærd vi ønsker” af forskningschef i Rockwoolfonden Jan Rose Skaksen og tidligere overvismand og professor i økonomi ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen.
”De rammer desværre hovedet på sømmet. Den her bog er et wake-up call for velfærden,” siger Mona Striib, forbundsformand for FOA og tilføjer:
”Vi står overfor massive rekrutteringsudfordringer og der er brug for hurtig og resolut handling nu.”
Ældrebølgen kræver handling nu
I bogen “Danmark går i gråt – har vi råd til den velfærd vi ønsker?”, beskrives hvordan den aldrende befolkning vil ændre både samfundet og økonomien. Beregninger viser, at der indenfor de næste 10 år er behov for op til 88.000 flere offentligt ansatte for at kunne opretholde velfærden.
“Det er store og bekymrende tal, som kun flugter alt for godt med vores egne beregninger i FOA. Vi ser også stor mangel på arbejdskraft indenfor eksempelvis social- og sundhedsområdet. Alene her har vi om bare ti år brug for ca. 25.000 flere uddannede, hvis ældreplejen skal følge med,” siger Mona Striib.
Rekruttering en nøgleudfordring
Ifølge FOA-formanden kræver det en massiv rekrutteringsindsats, hvor fokus skal være på et bedre arbejdsmiljø og flere, der vælger uddannelserne. Derudover afventer FOA den varslede trepart, der skal styrke uddannelserne inden for social- og sundhedssektoren samt pædagogisk assistent-uddannelsen.
På social- og sundhedsområdet foreslår FOA, at antallet af lærepladser øges med mindst 3.500 årligt, så optaget kommer over 12.000.
Privat og offentlig sektor
Bogen påpeger, at der fremover vil være en intens konkurrence om arbejdskraften mellem den private og den offentlige sektor. Og forfatterne ser det som en nærmest umulig opgave at skaffe den nødvendige arbejdskraft.
”Der er ingen tvivl om, at opgaven er kolossal. Vi har både brug for en stærk privat sektor, der også kan vækste og en stærk offentlig sektor der kan levere velfærd. De to sektorer er hinandens forudsætning for, at vi lykkes med at håndtere udfordringerne. Hvis vi ikke kan få passet vores børn, kan blive helbredt, når vi bliver syge og kan forvente en tryg alderdom, så er det hurtigt slut med ro og fremdrift på det private arbejdsmarked,” fastslår Mona Striib.
Fra 2012-2024 steg den samlede beskæftigelse med ca. 394.000 fuldtidspersoner. Heraf gik ca. 348.000 til privat sektor og ca. 44.000 til offentlig sektor, svarende til 11 pct. af den samlede stigning.
Mona Striib påpeger, at det er nødvendigt at rette fokus mod rekrutteringen til den offentlige sektor.
“Den her bog rejser debatten om rekruttering til den offentlige sektor. Det er en helt afgørende udfordring for vores velfærdssamfunds fremtid, og i FOA er vi klar til at byde ind med løsninger,” slutter Striib.