ArtiklerFlere passagerer øger overskud i Københavns Lufthavn
Tæt på 30 millioner passagerer benyttede sidste år Københavns Lufthavn, og de var stærkt medvirkende til, at lufthavnens økonomi forbedrede sig i 2024.
Årsregnskabet for sidste år viste en omsætningsfremgang på 25 procent til 5,07 milliarder kroner.
Resultatet før skat forbedrede sig samtidig med en lille milliard sammenlignet med året forinden til 1,339 milliarder kroner.
– Vi ser, at lysten og behovet for at rejse fortsat er stigende, og det er vi naturligvis meget tilfredse med, siger Christian Poulsen, der er administrerende direktør i Københavns Lufthavn.
Regnskabstallene viser, at lufthavnen ser ud til endegyldigt at have lagt tiden med coronarestriktioner bag sig.
Godt nok er der stadig et lille stykke vej op til passagerrekorden fra 2018 på 30,3 millioner passagerer, men selskabet forventer allerede i år at nå op på 32 millioner passagerer.
Det gode resultat er blandt andet et resultat af, at lufthavnen for et år siden hævede taksterne for at benytte faciliteterne.
Samtidig har SAS’ genrejsning og ejerkredsens beslutning om fortsat at benytte København som knudepunkt også haft betydning.
SAS står for omkring en tredjedel af den samlede trafik i lufthavnen. Lægger man de to næststørste selskaber, Ryanair og Norwegian, oven i regnestykket, tegner trioen sig for 58 procent af passagererne.
I begyndelsen af december indgik staten en aftale med ATP om at overtage pensionsselskabets aktier i lufthavnen.
Dermed sidder staten på 98,6 procent af aktierne i selskabet.
Lufthavnen investerede sidste år 1,5 milliarder kroner i at udvikle sine faciliteter.
Lige nu er man i gang med at udvide terminalområdet mellem gate B og gate C.
Det skal foruden en større paskontrol give mere plads til passagerer, butikker og spisesteder. Udbygningen ventes at være færdig i 2028.
Også sikkerhedskontrollen er ved at blive ombygget. 20 nye CT-scannere skal give en hurtigere og smidigere kontrol af passagererne og deres bagage.
/ritzau/