Bolig

Er dit naboskab i krise? Ny undersøgelse viser, at vi glider fra hinanden

Hvornår har du sidst talt med din nabo? Eller ved du overhovedet, hvad han eller hun hedder? Hvis svaret er nej, så er du ikke alene. En ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden viser, at mere end hver fjerde dansker oplever, at naboskabet er blevet dårligere de seneste fem år.

Er dit naboskab i krise? Ny undersøgelse viser, at vi glider fra hinanden
Foto: Det Kriminalpræventive Råd
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 8. april 2025

Når vi trækker os fra hinanden, går det ud over tilliden. Næsten fire ud af ti danskere mener, at tilliden i deres nabolag er lav – måske fordi vi ganske enkelt ikke kender hinanden godt nok. Men et godt naboskab handler om mere end småsnak over hækken.

“Vi ved, at gode naborelationer og godt naboskab kan være med til at forebygge indbrud og styrke trygheden i et nabolag. Når naboer kender og hjælper hinanden, skaber det et miljø, hvor det er sværere for tyve at operere,” siger Emil Rethmeier Madsen, analytiker hos Det Kriminalpræventive Råd.

Færre fællesaktiviteter – men der er håb forude

Undersøgelsen viser også, at kun hver fjerde dansker oplever, at der bliver holdt sociale arrangementer i deres nabolag. Men når de bliver afholdt, kan de gøre en stor forskel.

Svend Erik fra Handbjerg er en af de 1.000 Nabovenner, der hjælper med at styrke naboskabet gennem Nabohjælp. Han har mærket effekten af at mødes med sine naboer ugentligt i deres ‘mandagsklub’.

“Det giver os et bedre sammenhold, og vi får talt sammen om stort og småt. Det er meget givende og styrker trygheden og fællesskabet imellem os,” siger han.

Lejlighedsfeber i storbyerne: Salget stiger med over 50 procent i København og Aarhus

Læs også: Lejlighedsfeber i storbyerne: Salget stiger med over 50 procent i København og Aarhus

Nyt initiativ: Vores Nabodag

For at få flere til at styrke naboskabet lancerer Nabohjælp nu initiativet Vores Nabodag. Målet er at få så mange som muligt til at arrangere sociale aktiviteter i maj og juni.

“Effektiv Nabohjælp, der skaber tryghed og mindsker indbrud, bygger på aktive nabolag, hvor naboer samarbejder og passer på hinanden. Den nye undersøgelse viser med al tydelighed, at der er brug for at styrke naboskabet, og det håber vi at sætte gang i med Vores Nabodag,” siger Julie Kofoed, kommunikationskonsulent i Nabohjælp.

Allerede nu kan man tilmelde sit nabolag og registrere aktiviteter på et landsdækkende kort over naboevents. Du kan se mere her.

Boligpriser og huslejer i Europa: Hvor steg de mest i 2024?

Læs også: Boligpriser og huslejer i Europa: Hvor steg de mest i 2024?