BoligEr dit hjem i fare? Mange glemmer vigtigt eltjek
De fleste danske hjem er udstyret med en fejlstrømsafbryder – også kaldet HPFI-relæet – som beskytter mod livsfarlige stød og kan forhindre brand. Men nye tal viser, at over halvdelen af danskerne ikke ved, hvordan de tester deres HPFI-relæ, og hele 41 procent afstår fra at teste, om det virker.
En ny undersøgelse fra YouGov, lavet for Gjensidige og NRGi, afslører, at 58 procent af danskerne ikke ved, hvordan man tester relæet, og 21 procent er usikre på, om deres relæ overhovedet virker. Det er bekymrende, da fejlstrømsafbryderen er en af de vigtigste sikkerhedsfunktioner i hjemmet.
“Det er en lille indsats, der kan redde liv”
Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi, understreger, hvor vigtigt det er at teste relæet regelmæssigt.
“Relæet beskytter dig og resten af husstanden mod livsfarlige stød ved at afbryde strømmen, hvis der opstår en fejl i brødristeren, vaskemaskinen eller en anden elinstallation. Det er utroligt vigtigt at teste det jævnligt og mindst to gange om året. Det er en meget lille indsats, der sikrer dig mod potentielt livsfarlige stød,” siger han.
En god tommelfingerregel er at teste fejlstrømsafbryderen, når du stiller urene til sommer- eller vintertid. Det kræver ikke meget ekstra tid og kan gøres samtidig med, at du justerer andre elektroniske enheder.
Fejl kan føre til store økonomiske konsekvenser
Lene Rasmussen, skadedirektør i Gjensidige, peger på, at manglende testning kan have alvorlige økonomiske konsekvenser ud over sikkerhedsrisikoen.
“Det vigtigste er naturligvis sikkerheden. Hvis relæet ikke fungerer, øges risikoen for livsfarlige elektriske stød og alvorlige personskader. Men der er også en anden pris at betale, hvis en fejl fører til brand med store materielle skader til følge. Heldigvis kan det nemt forebygges ved at teste relæet regelmæssigt,” siger hun.
Sådan tester du dit HPFI-relæ
Det er hurtigt og nemt at teste dit HPFI-relæ. Følg disse simple trin:
- Find testknappen på relæet – ofte markeret med “T” eller “Test”.
- Tryk på knappen. Relæet vil kortvarigt afbryde strømmen for at teste, om det virker.
- Hvis relæet ikke slår fra, eller hvis du er i tvivl, skal du kontakte din elinstallatør.