Indsigt

Disse elkunder får lavere regning fra 1. december

Elkunderne i hovedstadsområdet får fra den 1. december en lavere elregning, når netselskabet Radius sænker kundernes udgifter til transport af strømmen gennem elnettet med mere end 300 mio. kr.

Disse elkunder får lavere regning fra 1. december
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 4. november 2024

Netselskabet Radius sænker prisen for at transportere strømmen gennem elnettet den 1. december. Det betyder, at de 1 mio. kunder i Radius’ forsyningsområde, som dækker København, Nordsjælland og dele af Midtsjælland, kan se frem til at deres samlede elregning falder med 325 mio. kr. eks. moms årligt, hvilket svarer til en prisnedsættelse på ca. 15 % af regningen til eldistribution. 

”At betale sin elregning bliver aldrig en yndlingsbeskæftigelse for nogen, og derfor gør det mig glad, hver gang vi kan sætte tarifferne ned. Prisnedsættelsen er blandt andet et udtryk for, at vi nu har fået betalt regningen fra energikrisen, og de enorme prisudsving er kommet godt på afstand. Der er kommet mere ro på elmarkedet, renten stiger ikke mere og inflationen er kommet ned på et meget lavere niveau,” siger Cäthe Bay-Smidt, funktionschef i Radius. 

Så meget betyder det i kroner og øre

En typisk lejlighedskunde vil opleve et prisfald på ca. 150 kr. inkl. moms om året, mens en gennemsnitlig parcelhuskunde vil opleve et dyk på ca. 250 kr. inkl. moms. Tarifferne er således næsten halveret, siden de toppede i februar 2023. 

”Vores kerneopgaver er at sikre en høj forsyningssikkerhed og udbygge elnettet til fremtidens behov. Det kræver selvfølgelig en sund økonomi, men vi kigger altid på, om det er muligt at nedbringe kundernes udgifter. Deres regning til transport af strøm gennem elnettet er således væsentlig lavere nu, end den var, da energikrisen ramte, og det er fjerde gang siden marts sidste år, at vi sænker priserne i Radius,” fortæller Cäthe Bay-Smidt. 

Selvom det bliver billigere at være elkunde i Radius-området, så håber hun, at kunderne stadig vil huske de gode energivaner. Det kan nemlig også være med til at nedbringe elkundernes regning, hvis de kan bruge strømmen, når den er billigst og tarifferne er lavest. Desuden er det godt for elnettet, når spidsbelastningerne i forbruget bliver minimeret.  

/ Ritzau

Butiksdøden har også ramt København

Læs også: Butiksdøden har også ramt København