ArtiklerDette må du ikke glemme på din skiferie
Mange danskere nyder muligheden for at komme afsted på ski i vinterhalvåret. Planlægger du en skiferie til Italien, skal du være særlig opmærksom. Ifølge en ny medlemsundersøgelse fra LB Forsikring er det nemlig kun de færreste, der er bekendt med kravet om en ansvarsforsikring.
Mange danskere ser frem til at nyde sne og skisport i vintermånederne. Men går skiferien til Italien, er der en vigtig regel, som mange ikke kender til. En undersøgelse fra LB Forsikring afslører, at kun få danskere er opmærksomme på, at det er lovpligtigt at have en ansvarsforsikring, når man står på ski i Italien.
Italien indførte allerede i januar 2022 et krav om, at skiløbere skal have en ansvarsforsikring. Forsikringen skal dække, hvis man skulle komme til at skade andre personer eller deres ejendele. En undersøgelse blandt LB Forsikrings medlemmer viser dog, at hele 95 procent ikke er bekendt med denne regel.
”Vores undersøgelse viser, at det er vigtigt, at vi kommunikerer om reglerne og sikrer, at skiglade danskere er opmærksomme på, at de skal have en ansvarsforsikring, hvis de vil på ski i Italien. Det er jo så godt som alle, der ikke kender til kravet,” siger Trine Bechmann Henningsen, skadechef, LB Forsikring og som har følgende opfordring.
”Selvom det kun er lovpligtigt i Italien med en ansvarsforsikring, vil vi gerne opfordre til, at man altid har en ansvarsforsikring, da den dækker potentielle erstatningskrav, hvis du ved et uheld kommer til at gøre skade på ting eller personer,” lyder det fra Trine Bechmann Henningsen.
Flere regler for bilister på skiferie
Ud over krav om ansvarsforsikring er der også særlige regler for biler i flere europæiske lande, hvilket kan få betydning for danskere, der kører selv til skiferien.
Her er nogle af LB Forsikrings vigtigste råd:
- Ansvarsforsikring: Italien kræver, at alle skiløbere har en ansvarsforsikring, der dækker vintersport. Manglende forsikring kan føre til bøder. LB Forsikrings indboforsikring inkluderer denne type dækning.
- Vinterdæk: I Tyskland og Sverige er der strenge regler for vinterdæk:
- Sverige: Fra 1. december til 31. marts skal biler være udstyret med vinterdæk mærket med ’snefnugmærket’ eller pigdæk.
- Tyskland: Her kræves vinter- eller helårsdæk med snefnugmærket, når der er vinterføre.
- Østrig: Vinterdæk er obligatoriske fra 1. november til 15. april ved vinterføre.
- Italien: I Aostadalen skal biler have vinterdæk eller snekæder fra 15. oktober til 15. april.