ArtiklerDanskerne kaster sig over energivenlige huse – største andel i 10 år
Salget af energivenlige huse når nye højder. Det viser tal fra Boligsiden.
En ny opgørelse fra Boligsiden viser nemlig, at 10 procent af alle solgte huse i 2024 havde energimærke A. Det er den højeste andel i 10 år og en indikator på, at danskernes interesse for energieffektive boliger er i vækst.
”Energimærket er blevet et vigtigt pejlemærke for mange boligkøbere, og huse med de bedste energimærker er i høj kurs,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden og tilføjer:
”Når det er sagt, er udviklingen også et udtryk for, at flere af de danske huse er energirenoveret inden for de seneste år og derfor er rykket op i rangering på energimærkeskalaen. Der vil for eksempel være huse, der tidligere blev solgt med energimærke F eller G, som sidenhen er renoveret eller erstattet af nybyggeri, som nu sælges med et grønnere energimærke.”
Grønne huse = højere priser
Og det er ikke bare populariteten, der stiger – priserne følger med! I december 2024 lå den gennemsnitlige kvadratmeterpris for villaer og rækkehuse med energimærke A på hele 25.998 kroner. Det er markant højere end for energimærke B, hvor kvadratmeterprisen var 20.754 kroner.
”Generelt falder prisen i takt med, at man rykker ned i energimærke. Men der er en relativ stor forskel i prisen på huse med energimærke A og B. Hvor den gennemsnitlige kvadratmeterpris typisk svinger med 1.000-2000 kroner mellem de enkelte energimærker, er der i december 2024 mere end 5.000 kroners forskel i kvadratmeterprisen for Energimærke A og B,” forklarer Birgit Daetz.
Husene med de bedste energimærker er ofte nyrenoverede, hvilket er en del af forklaringen på den højere pris. Men samtidig kan geografien også spille ind.
”Hvis der for eksempel er solgt flere huse med energimærke A i landets dyre områder, vil det trække den samlede salgspris for dette energimærke op netop på grund af det højere prisleje i området. Omvendt kan det også lægge en dæmper på den gennemsnitlige salgspris, hvis der sælges flere huse med et givent energimærke i områder med generelt lavere huspriser,” forklarer Birgit Daetz.
Hvilke huse køber danskerne?
Selvom de grønne huse er i fremgang, så er det stadig boliger med energimærke C og D, der fylder mest på markedet. 35 procent af alle solgte huse i 2024 havde energimærke C, mens 28 procent havde energimærke D.
”Det hænger igen sammen med energirenoveringen. Det er ikke alle, der kan renovere deres bolig til et energimærke A, men mange kan løfte deres bolig til energimærke B eller C. Derfor fylder disse grupper også mere i salget, og det er formentlig en tendens, som vil fortsætte i de kommende år i takt med et øget fokus på værdien af energirenoveringen.”