Indsigt

Danskerne drømmer om Japan – men turismen skaber store problemer

Danskerne sparer som aldrig før op til drømmerejsen til Japan, men landets populære destinationer er pressede af overturisme.

Danskerne drømmer om Japan – men turismen skaber store problemer
Foto: Jezael Melgoza / Unsplash
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 30. marts 2025

Japan har længe været et drømmemål for mange turister, herunder danskere, og interessen er kun vokset. Ifølge den digitale bank Lunar er Japan nu den mest populære destination at spare op til, med en stigning på hele 64% i ferieopsparing. En udvikling der også tidligere er bekræftet af rejseselskabet TUI.

“Japan er en af de destinationer, som er øverst på mange danskeres bucket list. Det er sådan en destination, de fleste besøger én gang, og hvor man får hele armen med oplevelser, mens man er der. Derfor er den øgede interesse ikke overraskende,‟ siger Mikkel Hansen, kommunikationschef hos TUI.

Men selvom danskerne drømmer om sushi, neonbelyste gader og ikoniske templer, kan turismen være ved at tage en alvorlig tørn på nogle af landets mest elskede attraktioner – herunder de berømte varme kilder, kendt som onsens.

Overturisme dræner Japans naturlige varme kilder

Japan har omkring 27.000 naturlige varmekilder, og mange turister valfarter til de traditionelle onsen-bade for at opleve den afslappende og helbredende effekt. Men nu advarer lokale myndigheder om, at turismen simpelthen bruger for meget af det dyrebare varme vand.

Et af de hårdest ramte steder er byen Ureshino, kendt for sine luksuriøse onsens. Ifølge CNN har myndighederne allerede set vandstanden falde drastisk.

“Sammenlignet med før Covid-19-pandemien er antallet af turister steget, hvilket har ført til større forbrug af onsen-vand på ryokans og andre faciliteter,” udtalte Ureshino Citys viceborgmester, Hironori Hayase, på en pressekonference.

Sidste år faldt vandstanden til et historisk lavpunkt på 39,6 meter – et fald på 20% sammenlignet med for fire år siden. Kommunen har derfor bedt hoteller og ryokans om at begrænse brugen af private bade i de sene nattetimer.

Oekonomista billeder 2025 03 30T132229.930
Tusindvis af kvinder forlader arbejdsmarkedet i USA

Læs også: Tusindvis af kvinder forlader arbejdsmarkedet i USA

Varmekilder kan være truet i fremtiden

En af de største årsager til vandmanglen er netop den voksende efterspørgsel på private bade. Mange internationale turister, deriblandt danskere, foretrækker private onsens, da det japanske baderitual indebærer, at man bader helt nøgen sammen med andre. Mens en offentlig onsen kan koste så lidt som 20 kroner, er mange villige til at betale flere tusinde kroner for et privat bad – men denne efterspørgsel gør presset på de naturlige ressourcer endnu større.

Situationen er ikke kun kritisk i Ureshino. Også den populære skidestination Niseko har oplevet et fald i vandstanden på 15 meter de seneste tre år, og flere steder har man måttet indføre restriktioner for at beskytte de naturlige kilder.

Forsker Akihiro Otsuka fra Chuo Onsen Research Institute advarer:

“Stigningen i turister efter Covid-19 har ført til en udvidelse af hoteller, større faciliteter og flere private onsen-bade på værelserne.”

Det betyder, at flere af Japans ikoniske varme kilder kan være truet i fremtiden.

Shein håbede på en vestlig børsnotering – men modstanden kan sende dem til Hong Kong

Læs også: Shein håbede på en vestlig børsnotering – men modstanden kan sende dem til Hong Kong