IndsigtChokolade, pynt og påskeliljer: Derfor kan påsken koste dyrt hos dyrlægen
Påsken er hyggelig – men også fuld af farer for kæledyr, hvis de får snuden i påskemad, chokolade eller giftige blomster. Sådan undgår du dyre dyrlægeregninger og får en tryg påske for både hund og kat.
Påsken er lige rundt om hjørnet, og mange glæder sig til at samles omkring de fyldte påskeborde, den farverige påskepynt og forhåbentlig også solrige timer i haven. Men for kæledyrsejere er påsken ikke kun tid til hygge – det er også en periode med øget risiko for dyrene. Hvis ikke hunde og katte holdes godt øje med, kan påskemad og pynt hurtigt blive en farlig affære.
“Påsken er som regel en hyggelig højtid for danskerne, men feriedagene kan faktisk være risikofyldte for vores katte og hunde. Hvert år ser vi sæsonbaserede skadeanmeldelser – f.eks. forgiftninger, der skyldes påskeblomster og påskedekorationer eller påskepynt, der sætter sig fast i maven og tarmkanalen på dyrene. Men også påskeslik og fed påskemad sender hunde og katte til dyrlægen med mave-tarmproblemer og forgiftninger,” forklarer Lotte Evers, marketingchef hos Agria.
Farlige påskeblomster og pynt
En af de største farer i påsken for vores firbenede venner er påskeliljer og andre forårsblomster. Selvom de pynter i haven og på bordet, kan de være giftige for både hunde og katte. Særligt påskeliljens løg er problematisk. Blot 15 gram af løget kan være nok til, at en hund på størrelse med en middelstor racer risikerer alvorlige leverskader eller værre.
“Nysgerrige og legesyge hunde og katte vil sikkert også finde påskens dekorationer og dinglende pynt interessant. Sørg derfor for at holde genstande som påskepynt, fjer og dekorations-æg uden for rækkevidde, og vær opmærksom på, at dine kæledyr ikke spiser dele af dekorationen. Det kan nemlig resultere i, at hund eller kat må på operationsbordet for at få påskepynten ud igen.”
Pas på påskemaden
Ligesom ved julen er det vigtigt at holde kæledyrene væk fra påskebordet. Menneskemad, især den fede og salte slags, kan give både maveproblemer og forgiftning. Chokolade er en særlig fare. Den indeholder theobromin, som er giftigt for hunde. En hund på 10 kilo kan for eksempel spise op til 40 gram mørk chokolade uden alvorlige konsekvenser, men for lys chokolade er grænsen hele 100 gram. Katte er generelt mindre interesserede i chokolade, men det er stadig en god idé at holde alle typer slik langt væk fra kæledyrene.
“Vi opfordrer kæledyrsejere til at være ekstra opmærksomme og holde ekstra øje med deres kæledyr i påskedagene. Sørg for, at både hund og kat er godt aktiveret, inden I sætter jer til påskebordet og tilbyd de firbenede dyrevenlige godbidder og tyggeben, og husk også at informere gæsterne om, at der ikke skal fodres eller ”tabes” mad ved bordet,” anbefaler Lotte Evers.
Tre tip til en tryg påske:
- Læg påskeæg, chokolade, påskeslik og påskepynt uden for rækkevidde af nysgerrige snuder.
- Undgå blomster som påskeliljer og tulipaner i dit hjem – og specielt i din have.
- Giv dine kæledyr deres almindelige foder og undgå, at de spiser tilberedte knogler, løg og fed mad fra påskebordet.