Artikler

Carlsberg får grønt lys til milliardopkøb af Britvic

De britiske konkurrencemyndigheder (CMA) godkender Carlsbergs køb af læskedrikproducenten Britvic.

FILE PHOTO: A logo of Carlsberg beer is seen on the entrance of a pub in Brussels
/ ritzau /
Af / ritzau / 17. december 2024

Det skriver CMA på sin hjemmeside.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa har handlen en værdi på 4,1 milliard pund, hvilket svarer til omkring 37 milliarder kroner.

Carlsberg meddelte i juli, at bryggeriet havde fået godkendt et bud på Britvic på 3,3 milliarder pund – knap 30 milliarder kroner.

CMA meddelte 23. oktober, at man indledte en undersøgelse af fusionen.

Med købet har Carlsberg ifølge dpa planer om at fusionere de to selskaber til én læskedrikproducent i Storbritannien. Selskabet skal ifølge nyhedsbureauet hedde Carlsberg Britvic.

Britvic producerer blandt andet juice af mærket Robinsons og læskedrikken Tango.

Derudover har selskabet indgået en 20-årig aftale med Pepsico om at tappe blandt andet Pepsi og 7-Up til det britiske og irske marked. En aftale, som Carlsberg overtager, når handlen bliver gennemført.

Carlsberg har allerede lignende aftaler med Pepsico, hvad angår Norge, Sverige, Schweiz, Laos og Cambodja.

Opkøbet af Britvic er Carlsbergs største, siden bryggeriet købte Scottish & Newcastle i 2008.

/ritzau/

Gjensidige øger sin indtjening med en milliard norske kroner

Læs også: Gjensidige øger sin indtjening med en milliard norske kroner