Artikler

Carlsberg: Boykot af USA-læskedrikke er dansk fænomen

Donald Trumps handlinger som præsident har fået særligt canadiske forbrugere til at fravælge amerikanske varer.

Billedpakke af cola
/ ritzau /
Af / ritzau / 30. april 2025

Det er givetvis også tilfældet herhjemme, men det er ikke noget, man for alvor kan mærke hos Carlsberg, der tapper og sælger Coca-Cola til det danske marked.

– Vi ser en lille effekt i Danmark på vores Coca-Cola-salg. Men det er ikke dramatisk.

– Til gengæld ser vi i Danmark en rigtig stærk vækst i Tuborg Squash, og den er stærkere, end det pres vi ser på Coca-Cola, siger Carlsbergs administrerende direktør, Jacob Aarup-Andersen, til MarketWire.

Foruden licensen til at sælge Coca-Cola i Danmark har Carlsberg også rettighederne til at distribuere Pepsi i flere andre europæiske lande.

Her kan man ikke registrere noget boykot af det ligeledes amerikanske varemærke.

– Vi ser rigtig stærk vækst i Pepsi på tværs af vores europæiske markeder.

– Og derfor må konklusionen være, at hvis du skanner på tværs af sociale medier, så er det en debat, der er mere kraftig i Danmark, end den er i de øvrige lande, hvor vi opererer, siger Jacob Aarup-Andersen til MarketWire.

Den Coca-Cola, der sælges i Danmark, produceres på Carlsbergs tapperi i Fredericia sammen med Fanta, Sprite og Schweppes, som også ejes af Coca-Colas moderselskab.

/ritzau/

Løkke: Toldkrig er ikke afblæst trods toldpause mellem Kina og USA

Læs også: Løkke: Toldkrig er ikke afblæst trods toldpause mellem Kina og USA