Er feriebudgettet lidt mindre i år, eller vil du bare gerne nyde en ferie derhjemme? Så er her 10 gode tips til en staycation på budget. Det vigtigste med en god staycation er, at feriestemningen er der, så det ikke bare bliver endnu en dag derhjemme. Lav små overraskelser i løbet af dagen, kom ud af din comfortzone med en helt ny oplevelse, og sørg for at lægge alt praktisk fra dig. Så har du starten på en god staycation.
Af Mille Skjold Madsen
Læg et realistisk feriebudget
Det er nemt hurtigt at lade sig rive med af lækre overnatningsmuligheder og dyre restauranter, men hvis budgettet ikke er til det, så læg et realistisk budget i år – og så spar op til næste år. Prøv evt. at fordele dit budget over hele ferien, og sørg for at have nogle dage med low spend, så du kan forkæle dig selv med et restaurantbesøg eller noget andet, du prioriterer.
Brug dit netværk
Har du venner, som har et sommerhus, så kan du måske spørge, om du må låne det i en uge – det kan både være betalt, eller måske kan du gøre noget for dem? Det kan være, de trænger til at få malet derhjemme? Du kan også spørge i dit netværk, om nogen vil bytte bolig, hvis de bor et andet sted i landet og holder ferie på samme tid? Det er en god mulighed for at se en anden del af landet, uden at det koster dig penge. Hvis du bor til leje, så husk at tjekke din lejekontrakt for regler omkring udlejning.
Turist i egen by
Ofte glemmer vi egentlig, hvor dejligt nærområdet er – og det er en skam. Prøv at find nogle attraktioner og seværdigheder i området, som du kan udforske.
Rejs sydpå for en aften
Drømmer du om at komme til Grækenland? Så hold en græsk aften med din kæreste, familie eller veninder. Husk, at det skal gennemføres med musik og mad, så man virkelig føler stemningen. I kan eventuelt skiftes til at invitere hinanden til nye lande.
Gratis museum og oplevelser
En del museer har en ugentlig dag med gratis entre. Du kan også finde en række gratis kulturoplevelser i dit nærområde. Tjek museernes hjemmesider for specifikke gratis dage, og så kan du bruge Facebook til at lede efter gratis begivenheder i dit nærområde. Start med at gå ind i en Facebook-gruppe med din by eller lokalområde for at finde mere information.
Studierabat
Du kan også ofte få studierabat på mange attraktioner som museer eller spisesteder. Gå ind på studiz.dk og tjek, hvor du kan få rabat som studerende. Husk at medbringe studiekort.
Gå ud og spis – derhjemme
Der er en del penge at spare ved ikke at gå i byen og spise og drikke dyre drinks. Gør noget ud af det derhjemme med lækker mad og drinks på altanen (hvis du har sådan en). Så kan det næsten føles som sydpå.
Madpakker
Når du er på tur – hvad enten det er stranden eller museum, så husk madpakke, drikkevarer og snacks. Det kan godt virke lidt mormor at stå og pakke derhjemme, men hvis du tager gratis på museum, og alligevel ender med at købe en dyr clubsandwich, postevand til overpris og en to-go kaffe til 42 kr, så er gratis-turen pludselig blevet dyr. Og der er ingen, som siger, at det skal være en kedelig madpakke.
Cykeltur rundt i Danmark
Danmark har 10.000 km cykelstier, så det er bare at træde op på pedalerne. Der findes 12 nationale cykelruter, som tager dig gennem seværdigheder i Danmark. Du kan gøre det yderst budgetvenligt ved at overnatte i andres baghaver på vejen. Tjek hjemmesiden brugminbaghave.dk, hvor du kan se, hvem der stiller deres baghave gratis til rådighed.
Shelterovernatning
Er du en outdoor-type, så kan du overnatte i shelter i en af Danmarks mange skove med bål, snobrød og skumfiduser. Du behøver som udgangspunkt ikke booke et shelter, men det vil være en god ide at gøre det, da dem som booker har fortrinsret, og det ville være ærgerligt at komme helt ud i skoven og se, at det var optaget. Du kan se og booke shelters i Danmark på Naturstyrelsens hjemmeside.