Bolig

Boligsalget var ikke på vinterferie

Selvom uge 7 for mange betyder vinterferie, var der ingen pause på boligmarkedet.

Boligsalget var ikke på vinterferie
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 18. februar 2025

Ifølge Boligsiden blev der sat 1.476 villaer og rækkehuse til salg i sidste uge – 25 % flere end i samme uge sidste år – og hele 36 % flere end gennemsnittet for uge 7 i årene 2015-2019.

Lejlighedsmarkedet var ligeledes præget af høj aktivitet. Der blev sat 498 ejerlejligheder til salg i uge 7 – det højeste antal på en uge i år. Det er 38 % flere end i samme uge sidste år og 15 % over gennemsnittet for 2015-2019.

”Sidste år bremsede markedet for ejerlejligheder en smule op i kølvandet på indførelsen af de nye boligskatter, og rigtig mange havde i øvrigt forsøgt sig med et salg inden årsskiftet 2023-2024. Derfor var der ikke så mange lejligheder til salg på dette tidspunkt sidste år, og derfor ser vi nu den høje stigning i antal sælgere sammenlignet med samme uge sidste år,” siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, og tilføjer:

”Når det er sagt, er det bemærkelsesværdigt, at vi også ligger væsentligt højere end gennemsnittet for samme uge i årene 2015-2019 inden corona. Det hænger formentlig sammen med, at der generelt er meget aktivitet på lejlighedsmarkedet i øjeblikket, og at flere sælgere derfor også har mod på at forsøge sig med et salg.”

Boligbudgettet rækker kortere – kvadratmeterne bliver dyrere i hele landet

Læs også: Boligbudgettet rækker kortere – kvadratmeterne bliver dyrere i hele landet