Investering

Bitcoin styrtdykker efter Trump-told: Krypto-markedet i rødt

Bitcoin faldt søndag aften under 78.000 dollars. Det sker efter, at de amerikanske børser oplevede deres værste nedtur siden 2020, udløst af Donald Trumps nye toldrestriktioner.

Bitcoin styrtdykker efter Trump-told: Krypto-markedet i rødt
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 7. april 2025

Ifølge Coin Metrics dykkede bitcoin med 6% til 77.730,03 dollars og er nu nede 28% fra sin rekordhøje kurs i januar. Andre kryptovalutaer som ether og solana blev endnu hårdere ramt med fald på cirka 12% natten til mandag.

Kryptovaluta har ellers set en positiv udvikling siden Donald Trump vandt præsidentvalget i november 2024, blandt andet som følge af hans udtalelser om at støtte kryptoindustrien.

Markedet reagerede også positivt i december 2024, hvor prisen for en bitcoin nåede over 100.000 dollar for første gang nogensinde.

Trumps toldkrig skaber usikkerhed

Den seneste usikkerhed stammer fra Trumps nye toldsatser, der har vækket frygt for en global handelskrig og recession. Markeder verden over reagerede prompte med massive salg, hvilket resulterede i et samlet børstab på svimlende 7,46 billioner dollars i de to første handelsdage efter annonceringen.

Derudover blev kryptomarkedet også ramt af en bølge af tvangssalg, hvor investorer, der havde satset på yderligere kursstigninger, blev nødt til at lukke deres positioner for at dække tab. Data fra CoinGlass viser, at bitcoin oplevede mere end 247 millioner dollars i såkaldte “long liquidations” på blot et døgn, mens ether så 217 millioner dollars lide samme skæbne.

Kryptoøkonomien, der ofte bevæger sig i takt med teknologiaktier, er indtil videre nede 15 procent i 2025 og forventes at fortsætte med at følge aktiemarkedets bevægelser, så længe frygten for recession hænger tungt over aktiemarkedet.

Hvad er S&P 500-indekset? En guide til ét af verdens vigtigste aktieindeks

Læs også: Hvad er S&P 500-indekset? En guide til ét af verdens vigtigste aktieindeks