Bolig

Bankerne sænker renterne – er det nu du skal skifte lån?

2025 starter med gode nyheder for boligejere og -købere: Bankerne sænker renterne på boliglån.

Bankerne sænker renterne – er det nu du skal skifte lån?
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 4. februar 2025

Ifølge Mybankers seneste rentestatistik er den gennemsnitlige rente på boliglån faldet til 4,3 procent, en nedgang på 0,2 procentpoint fra december. Samme rente gælder nu for andelsboliglån, efter 14 måneders uafbrudte fald.

”Boligejere og -købere kan glæde sig over, at bankerne bliver ved med at sætte renten på boliglån ned. Renten lå i januar hele 2,3 procentpoint under januar 2024, så det er en markant besparelse, låntagerne får”, siger Mybankers cheføkonom Jens Hjarsbech.

Bankernes gennemsnitlige rente på boliglån er nu lavere end et fastforrentet realkreditlån, der aktuelt ligger over 4,5 procent inklusive bidragssats. ”Det er virkelig usædvanligt,” påpeger Jens Hjarsbech.

Yderligere rentefald på vej

Nationalbanken har også netop sænket renten, og med forventede yderligere rentefald fra ECB og Nationalbanken kan boligrenterne dykke endnu mere.

”Når Nationalbanken ændrer renten, følger bankerne ofte med, og derfor vil vi sandsynligvis også se flere fald i renterne de kommende måneder. Men bankerne følger ikke altid lige i hælene på Nationalbanken, så de gennemsnitlige bankrenter vil næppe falde lige så meget og lige så hurtigt som Nationalbankens”, siger Jens Hjarsbech.

Over 6 millioner amerikanere kæmper med at betale deres realkreditlån

Læs også: Over 6 millioner amerikanere kæmper med at betale deres realkreditlån

Penge at spare

Men selvom gennemsnitsrenterne falder, er forskellene mellem bankernes tilbud stadig store. I januar var forskellen på de laveste og højeste tilbudte renter op mod 3,5 procentpoint for boliglån. Det betyder, at en boligejer, der finansierer 15 procent af et 4 mio. kr. boligkøb med banklån, kan spare op til 4.800 kr. før skat det første år ved at vælge den rette bank.

”Bankerne ændrer løbende deres renter for at tilpasse sig både renteniveau og konkurrencesituation, og renterne er ikke de samme fra bank til bank. Det er derfor værd at se sig om, hvis man skal optage lån, eller hvis man allerede har et lån, for det kan måske gøres billigere”, siger Jens Hjarsbech.

Boligsalget boomer: Særligt en boligtype bliver revet væk

Læs også: Boligsalget boomer: Særligt en boligtype bliver revet væk