InvesteringATP fik kritik for deres investeringsstrategi – nu vil de evaluere den
ATP har netop annonceret, at de igangsætter en ekstern evaluering af deres investeringsstrategi, efter flere års kritik af den risikable investeringspraksis. Evalueringen kommer som et led i ATP’s bestræbelser på at sikre, at den livslange, garanterede pension for danskere forvaltes på den mest effektive og sikre måde.
Kritikken af ATP’s strategi har især været fremført af Jesper Rangvid, professor i finansiering ved CBS. Rangvid har tidligere påpeget, at ATP tager for stor risiko i jagten på høje afkast, som dog ikke nødvendigvis er tilstrækkelige i forhold til den risiko, der tages. I et tidligere interview med Euroinvestor sagde han:
»ATP investerer meget risikabelt. Og det har vist sig i form af højere afkast, og det er selvfølgelig rigtig fint – men afkastene har ikke været høje nok i forhold til den risiko, som er taget,« siger han.
Evaluering skal finde balance mellem risiko og afkast
Med denne eksterne evaluering håber ATP at kunne afstemme sin investeringsstrategi og finde den rette balance mellem risiko og afkast. Martin Præstegaard, administrerende direktør i ATP, understreger, at evalueringen er et skridt mod at sikre de bedst mulige pensioner for danskerne på lang sigt.
“Som naturlig opfølgning på, at vi i ATP nu har truffet alle væsentlige beslutninger, der implementerer de justeringer, Folketinget har besluttet, gennemfører vi det, man kan kalde et serviceeftersyn. Det er sund fornuft, og vi ser det som god governance, da vi deler interesse med alle danskere, som sparer op i ATP – nemlig, at vi skaber de bedste pensioner over lang tid og langt ind i fremtiden,” siger Martin Præstegaard, adm. direktør i ATP.
Evalueringsgruppen, som skal stå for gennemgangen, ledes af Jesper Berg, tidligere direktør for Finanstilsynet og bankdirektør i Nykredit. Gruppen vil bestå af flere udenlandske eksperter, og det forventes, at arbejdet er afsluttet inden medio 2026.