Artikler

ASML’s kommende regnskab: Skal Europas teknologiske kronjuvel op eller ned?

Investorer er spændte på, om onsdagens kvartalsregnskab kan bringe nyt håb for Europas vigtigste tech-virksomhed.

ASML’s kommende regnskab: Skal Europas teknologiske kronjuvel op eller ned?
Foto: Wiki Commons
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 28. januar 2025

Efter en noget turbulent start på ugen for de store tech-virksomheder, er der ekstra opmærksomhed på den europæiske gigant ASML, der leverer sit kvartalsregnskab onsdag.

“ASML er Europas teknologiske kronjuvel. Flere siger, at Europa ikke kan være med, når det kommer til teknologi, men ASML er en af de få virksomheder, der faktisk er toneangivende indenfor mikrochipindustrien, og i dette tilfælde udstyr til at producere mikrochips,” skriver Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen, investeringsstrateg i Saxo Bank, til Økonomista.

ASML er en hollandsk virksomhed, der udvikler og producerer fotolitografi-systemer, som bruges i fremstilling af mikrochips. Særligt deres produktion af ekstrem ultraviolet litografi (EUV)-maskiner gør dem unikke på verdensmarkedet.

Over de seneste fem år er ASML’s aktiekurs steget med 150 %.

Order faldt i 2024

Men 2024 har været mere udfordrende for ASML. Særligt ved det seneste kvartalsregnskab blev markedet skuffet, da ordreindgangen faldt med cirka 50 % fra 2. kvartal til 3. kvartal. Denne udvikling skabte usikkerhed blandt investorerne, og aktien har været under pres lige siden.

Derfor rettes der nu ekstra opmærksomhed mod ASML’s kommende regnskab. Ifølge Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen vil det være afgørende at se, om den faldende ordreindgang kun var en midlertidig afvigelse eller et tegn på en længerevarende tendens:

“Markedet vil derfor ved ASML’s 4. kvartalsregnskab holde ekstra øje med, om ordrene kommer tilbage, eller om den negative udvikling, man så i 3. kvartal, er den nye virkelighed for ASML på trods af forventningen om et voksende mikrochipmarked de næste mange år, drevet af kunstig intelligens.”

Ny lukkelov risikerer at få konsekvenser for 30 Dagrofa-butikker

Læs også: Ny lukkelov risikerer at få konsekvenser for 30 Dagrofa-butikker