Indsigt

Æggekrise får amerikanere til at male på kartofler i stedet

Påsken nærmer sig, og for mange betyder det tid til at dekorere æg. Men i år må amerikanere tage alternative metoder i brug, da æg er blevet en dyr fornøjelse.

Æggekrise får amerikanere til at male på kartofler i stedet
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 9. april 2025

Påsketid er lig med pustetid. For traditionen tro skal der pustes æg, som herefter skal males og hænges op. Men, hvis man som amerikaner gør sig forhåbninger om at male æg i år, så kan det blive en dyr fornøjelse.

Det skyldes den vedvarende fugleinfluenza, som har ramt æglæggende høns hårdt og ført til en akut mangel på æg i USA. Ifølge Bureau of Labor Statistics’ seneste rapport er prisen på æg i USA steget med hele 53% sammenlignet med sidste år, hvilket betyder at en bakke æg nu koster over 8 dollars.

I et forsøg på at sikre, at der er nok æg til alle, har flere supermarkeder også indført købsbegrænsninger på, hvor mange bakker æg man må købe.

Det har derfor fået amerikanerne til at tage alternative metoder i brug op til påske.

På sociale medier florerer videoer af folk, der farver kartofler, løg og endda skumfiduser som erstatning for de traditionelle æg.

I Ohio har den traditionsrige påskeægsjagt hos Young’s Jersey Dairy også skiftet spor i år – efter 40 år med 10.000 rigtige, farvede æg er jagten nu fyldt med plastikæg.

“Jeg tror, folk var stille og roligt bange for, at vi ville aflyse arrangementet på grund af æggepriserne lige nu. Så de er glade for, at vi stadig gør det,” siger John Young ifølge New York Times.

Normalt bruges der 3.000 dollars på æg til arrangementet, der samler over 2.000 mennesker. I stedet for at bruge penge på æg, vælger familien i år at donere beløbet til to lokale fødevarebanker. “Det var ikke så meget prisen, som frygten for at tømme de lokale lagre,” forklarer Young.

Selvom plastikæggene hos Young’s Jersey Dairy i år rummer kuponer til gratis karruselture, håber John Young på at vende tilbage til traditionen næste år: “Plastikæg kan være lige så sjove. Men jeg håber, vi kan komme tilbage til traditionen.”

“Det føltes som et forræderi”: Canadas små virksomheder vender USA ryggen

Læs også: “Det føltes som et forræderi”: Canadas små virksomheder vender USA ryggen