Artikler

5 gode råd: Sådan får I en fantastisk naturoplevelse i vinterferien

Gå på jagt efter dyrespor, spil naturbingo eller oplev nattens magi i skoven! Her får I fem sjove og simple måder at gøre vinterferien i naturen endnu bedre.

5 gode råd: Sådan får I en fantastisk naturoplevelse i vinterferien
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 8. februar 2025

7 ud af 10 danske børnefamilier skal holde vinterferie i Danmark. Det viser en ny undersøgelse som Epinion har lavet for VILD under Danmarks Naturfredningsforening. Her svarer 62 procent også, at de forventer at tilbringe en del af vinterferien i naturen med familien.

Hvis jeres familie også skal ud i naturen i vinterferien, men mangler inspiration til aktiviteter, har Thomas Neumann, naturvejleder i Danmarks Naturfredningsforening, fem gode forslag:

1. Gå på jagt efter dyrespor

Naturen er fyldt med små og store spor efter dyr, som bare venter på at blive fundet og undersøgt.

Da jorden hverken er frossen eller dækket af sne, men i stedet er bar og lidt smattet, er det et godt tidspunkt at finde dyrespor fra både fugle og pattedyr.

Og det er ikke kun fodspor, man kan finde. Afgnavede kogler kan vidne om et sultent egern. Fjer på jorden kan stamme fra alverdens fugle. Der er masser af spor derude.

Prøv at gå på jagt efter de forskellige spor og tal med børnene om, hvad sporene mon kan stamme fra.

Klimaforandringer vil øge volden mod kvinder og piger, viser ny FN-rapport

Læs også: Klimaforandringer vil øge volden mod kvinder og piger, viser ny FN-rapport

2. Spil naturbingo

Hvis du tager familien med på tur, kan du også gøre det til en lille konkurrence. I kan spille naturbingo, som går ud på at få fuld plade i ting, der kan findes i naturen. Da træerne lige nu er uden blade, er fuglene lettere at se.

Tegn en spilleplade selv eller find den på nettet. Udvælg selv, om I skal på jagt efter fugle, fjer, sten, eller måske muslinger – alt efter, hvor jeres naturbingo skal foregå.

3. Tag på stranden

Selvom det nok er de færreste, der forbinder vinterferien med en tur på stranden, er der masser at lave ved kysten på denne årstid.

Prøv at gå på opdagelse efter muslingeskaller, rav eller drivtømmer langs vandkanten.

Og så kan man selvfølgelig også tegne i sandet eller lave strandkunst ud af opskyllede muslingeskaller og sten.

4. Lav en flot kokodama af mos

Mos er fantastisk og er overalt i naturen. Den grønne mos står så tydeligt og smukt – især lige nu, hvor resten af naturen er et studie i gråt og brunt.

Tag fx hvad der svarer til 10 x 10 cm mos med hjem. Rul en lille kugle af jord, læg mosset rundt om og bind sejlgarn eller snor for at holde på mosset.

Hæng herefter kuglen eller kuglerne op i vinduet og vand dem forsigtigt, når de ser lidt tørre ud.

5. Kom ud i mørket

Selvom vi går lysere tider i møde, bliver det stadig tidligt mørk her i februar. Derfor er vinterferien et godt tidspunkt at tage på mørkevandring i skoven og andre naturområder.

Kom ud og lyt efter nattens dyr og oplev, hvordan mørket kan skærpe vores sanser.

Når man kommer ud i naturen og væk fra byens lys, træder stjernehimlen også meget tydeligere frem. 

Kina sætter en stopper for Elon Musks husrobot

Læs også: Kina sætter en stopper for Elon Musks husrobot